terrorangreb i paris

AG og Sermitsiaq overvejer at bringe Charlie Hebdo-tegninger

Mediehuset Sermitsiaq.AG tager skarpt afstand fra det franske terrorangreb

AG’s chefredaktør Christian Schultz-Lorentzen

(Artiklen er opdateret klokken 12.32 med Poul Krarup)

- Det er ganske forfærdeligt, hvad der er sket i Frankrig. Det her må minde os alle om, hvor vigtigt det er at have et velfungerende demokrati med ytringsfrihed og frihed generelt.

Det siger chefredaktør for Atuagagdliutit/Grønlandsposten, Christian Schultz-Lorentzen, i en kommentar til onsdagens terrorangreb mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Et terrorangreb i Paris, som har kostet 12 mennesker livet, mens 11 er sårede.

Flere danske aviser har i torsdagens dækning af terrorangrebet på Charlie Hebdo valgt at genoptrykke en række af bladets forsider med karikaturer af blandt andet profeten Muhammed.

Læs: Franske specialstyrker jagter mistænkte i nordfransk by

Da Morgenavisen Jyllands-Posten tilbage i september 2005 bragte lignende Muhammed-karikaturer, vakte det stor vrede i dele af den muslimske verden, og en diplomatisk krise opstod.

Alligevel har flere chefredaktører altså valgt at trykke tilsvarende tegninger i deres avis, herunder Politiken.

- Vi må fortsætte med at gøre, som vi plejer. Vi må dække de begivenheder, der sker i verden, med ord og billeder. Og hvis man skal dække Charlie Hebdo og forklare, hvad det er for et blad, så er det meget svært at gøre uden at vise, at det er et satireblad, der handler om at trykke grovkornet satire vendt mod Gud og hver mand, siger chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, til Ritzau og fremhæver signalværdien i at bringe de franske tegninger.

Læs: Kielsen og Thorning-Schmidt fordømmer terroraktionen

Læs: 12 meldes dræbt af skud på fransk satiremagasin

Skal værne om grønlandsk ytringsfrihed
Han bakkes op af AG’s chefredaktør, som også overvejer at bringe nogle af Charlie Hebdos satiriske tegninger som en støtte til kolleger på det franske satiremagasin og for at vise avisens læserne, hvilke tegninger der har sat galskaben i værk.

- I et velfungerende demokrati er det fundamentalt, at der kan bedrives kritisk journalistik, som ikke er underlagt censur, eller hvor folk ikke tør at ytre sig. Det grønlandske mediebillede spænder bredt, og vi har gudskelov - for alles bedste - mulighed for at gengive virkeligheden, som den er på godt og ondt, siger Christian Schultz-Lorentzen, der sammen med resten af Mediehuset Sermitsiaq.AG tager skarpt afstand fra det franske terrorangreb.

Ingen provokation for provokationens skyld
Både Sermitsiaq og AG har for år tilbage bragt Muhammed-karikaturerne fra Jyllands-Posten. Men der er ingen planer om at genoptrykke dem.

- Jeg kan ikke se, at de gamle tegninger er relevante i forhold til terrorangrebet i Paris. Vi skal derimod vise de tegninger, der er relevante i dag i en journalistisk kontekst. Vi skal ikke provokere for provokationens skyld, selvom jeg omvendt ikke mener, at tegningerne skal negligeres, siger AG-chefredaktøren.

Også Sermitsiaqs chefredaktør, Poul Krarup, overvejer at bringe Charlie Hebdos satiriske tegninger.

Onsdag fortalte formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut og statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, på et fælles pressemøde, at de fordømmer angrebet på Charlie Hebdo og ytringsfriheden.

Powered by Labrador CMS