terrorangreb i paris

Franske specialstyrker jagter mistænkte i nordfransk by

Politiet har fundet jihadist-flag og molotovcocktails i en forladt bil, som eftersøgt brødrepar har kørt i

Franske specialstyrker er torsdag sat ind i et område omkring byen Villers-Cotterets, hvor to mistænkte brødre til det blodige angreb mod Charlie Hebdo angiveligt har forladt deres bil, skriver nyhedsbureauet AFP.

Politiet har fundet jihadist-flag og molotovcocktails i den forladte bil, som eftersøgt brødrepar har kørt i, oplyser en kilde.

Ifølge den regionale tv-station France 3 Picardie, som citerer myndighederne i området Oise, der ligger omkring 40 kilometer nord for Paris, skal brødrene have søgt tilflugt i et hus i byen Crépy-en-Valois, tæt ved det sted, hvor deres bil er fundet efterladt.

Disse oplysninger er ikke bekræftet, men politiet er ifølge tv-kanalen talstærkt til stede i byens gader.

Læs: AG overvejer at bringe Charlie Hebdo-tegninger

Tusindvis af franske politifolk deltager i en omfattende menneskejagt på de formodede gerningsmænd.

Fransk politi har udstedt arrestordre på den 32-årig Cherif Kouachi samt den 34-årige storebror Said Kouachi, som mistænkes for at stå bag massakren. Begge er født i Frankrigs hovedstad, Paris.

Torsdag middag blev de to mænd set ved en tankstation omkring 80 kilometer nordøst for Paris i en hvid eller grå Renault Clio, hvor de tilsyneladende begik et røveri. Herefter kørte de angiveligt i retning mod Paris.

10 mennesker blev dræbt, da to bevæbnede mænd åbnede ild på det franske satiremagasin Charlie Hedbo onsdag. Under flugten blev to politifolk dræbt af gerningsmændene.

Powered by Labrador CMS