arbejdspladser

223 flere lokale Royal Greenland-job på et år

Den nationalt ejede fiskerigigant Royal Greenland har i 2014 og 2015 ansat markant flere i forbindelse med den grønlandske del af produktionen

Royal Greenlands rejefabrik i Ilulissat

Royal Greenland fik 223 flere medarbejdere i Grønland i regnskabsåret 2014-15 i forhold til året før, hvor 978 mennesker var ansat.

Det skriver Royal Greenland i en pressemeddelelse.

Forøgelsen af ansatte i Grønland til 1.202 medarbejdere skyldes blandt andet overtagelse af anlæg i Upernavik-distriktet og en ny produktion af torskefileter på fire fabrikker.

Læs: Forskere løser gåden om det kollapsede torskefiskeri

Nye job på hele kysten
Da Royal Greenland overtog ni anlæg i Upernavik-distriktet den 1. oktober 2014 blev medarbejderstaben i Royal Greenland forøget med 120 fuldtidsansatte. Start af torskefiletproduktion i Paamiut, Maniitsoq, Sisimiut og Kangaatsiaq gav beskæftigelse til cirka 150 nye medarbejdere under højsæsonen for torskefiskeriet. Et antal nye månedslønnede blev også ansat i hovedkontoret i Nuuk samt i fabrikker på kysten.

Torskefiletproduktionen giver beskæftigelse
I foråret 2015 startede Royal Greenland produktion af torskefileter i fire af Royal Greenlands fabrikker i Paamiut, Maniitsoq, Sisimiut og Kangaatsiaq.

Produktion af torskefileter på Royal Greenlands fiskefabrik i Paamiut forøgede medarbejderstaben på cirka 60 medarbejdere. Siden har fabrikken fortsat med at filetere torsk, og har bibeholdt disse 60 nye medarbejdere, så fabrikken i Paamiut har 130 medarbejdere i dag.

Maniitsoq-projekt gav job
I foråret 2015 startede produktion af Royal Greenlands nye produkt Nutaaq Cod på fabrikken i Maniitsoq, som gav mellem 30 og 40 nye medarbejdere i byens. Disse medarbejdere har siden bibeholdt deres arbejde, da produktion af hellefisk blev opstartet, fordi produktion af Nutaaq Cod stoppede for vinteren i oktober.

Da produktion af fileterede torsk startede på fiskefabrikken i Sisimiut i juli måned stoppede rejeproduktionen på fabrikken. Siden er rejeproduktionen startet igen. Da produktionen af torskefileter er fortsat, har fabrikken ansat 35 nye medarbejdere i oktober 2015.

Læs: 3.500 tons torsk til Grønland i Barentshavet

Problemer i Kangaatsiaq
Torskefiletproduktionen i Kangaatsiaq gav beskæftigelse til 20 nye medarbejdere. Siden stoppede produktionen af torskefileter i Kangaatsiaq, da der opstod vandmangel i byen. I oktober 2015 måtte 20 medarbejdere sendes hjem. Når vandproblemet er løst, startes filetproduktionen op igen i Kangaatsiaq.

Der var i regnskabsåret 2014-15 i alt 2.156 ansatte i alle Royal Greenlands enheder i Grønland, Danmark og andre lande, medens der i regnskabsåret 2013-14 var ansat i alt 1.906 medarbejdere.

Læs: Royal Greenland fortsætter fremgangen

Powered by Labrador CMS