Zelenskyj: Al kritisk infrastruktur i Kherson er ødelagt

Ukraines præsident besøgte mandag den ukrainske by Kherson, der for nylig blev rømmet for russiske soldater.

Zelenskyj besøgte mandag byen Kherson, der i sidste uge blev generobret af Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger mandag aften, at Rusland har ødelagt al kritisk infrastruktur i de dele af Kherson, Ukraine har generobret den seneste uge.

- Inden vinteren har de russiske besættere ødelagt absolut al kritisk infrastruktur. Absolut alle vigtige faciliteter i byen og regionen er minerede, siger Zelenskyj under sin daglige tale.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Zelenskyj besøgte mandag byen Kherson, der ligger i det sydlige Ukraine, der blev erobret af russiske styrker få dage inde i krigen i Ukraine.

Inden weekenden rømmede Rusland byen og trak dets styrker tilbage. Fredag trængte ukrainske styrker ind i byen.

Zelenskyj siger, at der hverken er elektricitet, internet eller tv-signal i byen.

- Det her er, hvad det russiske flag betyder - fuldstændig ødelæggelse, siger Zelenskyj.

I sidste måned udråbte Ruslands præsident, Vladimir Putin, Kherson-regionen til en del af Rusland "for altid".

Men allerede da stod det klart, at de russiske styrker i og omkring byen Kherson var ved at blive trængt tilbage af Ukraines hær.

Mandag har Zelenskyj desuden sagt, at Ukraines generobring af Kherson er "begyndelsen på enden på krigen".

Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, advarer dog om, at Ukraine står over for nogle svære måneder, og at Ruslands militære evner ikke bør undervurderes.

I disse dage finder G20-topmødet sted på den indonesiske ø Bali. Mandag talte USA's præsident, Joe Biden, med Kinas præsident, Xi Jinping.

De to blev enige om, at der aldrig må opstå en atomkrig.

Volodymyr Zelenskyj glædes over den melding fra de to ledere.

- Det er især vigtigt, at Kina og USA i fællesskab understreger, at truslerne om at bruge atomvåben var uacceptable.

- Alle forstår, hvem disse ord var rettet mod, siger Zelenskyj.

Powered by Labrador CMS