sociale medier

YouTube vil hyre flere til at overvåge indhold

Efter flere dårlige sager, hvor stødende eller voldeligt indhold har floreret på YouTube, øges opmærksomheden.

Googles moderselskab Alphabet, der ejer videodelingstjenesten YouTube, vil hyre markant flere til at overvåge tjenesten og finde stødende videoer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trækket kommer efter flere ugers kritik af, at ekstremistiske, voldelige og forstyrrende videoer har for let ved at ligge umarkeret på tjenesten.

Mens der længe har været debat om udbredelsen af videoer af vold og overgreb, så har der på de seneste været debat om videoer, hvor kendte karakterer fra børne-tv som eksempelvis Gurli Gris pludseligt bliver voldelige.

Videotjenesten har allerede en stribe logaritmer, der afsøger tjenesten for vold og ekstreme handlinger. Ydermere arbejder tjenesten for at lave en logaritme, der kan identificere racistisk tale.

YouTube er dog blevet kritiseret for, at logaritmerne ofte rammer forkert. Det er et problem for producenterne, da videoer med stødende indhold kan blive frataget retten til at generere reklameindtægter.

Derfor vil YouTube hyre markant flere mennesker til at gennemgå videoer. Ifølge Reuters vil Alphabet bringe antallet af folk, der kigger videoer igennem, op til over 10.000 i 2018.

- Vi har brug for en tilgang, der bedre kan afgøre, hvilke kanaler og videoer, det bør være berettiget til reklame.

- Vi har hørt højt og tydeligt fra producenterne, at vi skal være præcise, når det kommer til at gennemgå indhold, så vi ikke tager indtægter fra videoer ved en fejl, skriver den administrerende direktør for YouTube, Susan Wojcicki, ifølge Reuters på sin blog.

Powered by Labrador CMS