global opvarmning

WWF: Rekordår vidner om et klima der er gået amok

2015 var rekorddårligt år for klimaet. Intet tyder på, udviklingen vender foreløbigt, mener Verdensnaturfonden

2015 blev ikke noget godt år for klimaet
Offentliggjort

- Det er barsk læsning.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra John Nordbo, klima- og miljøchef hos Verdensnaturfonden, WWF.

Reaktionen falder efter, at han har læst en dugfrisk rapport, der viser, at 2015 var et rekorddårligt år for klimaet.

Læs: 2015 blev et sort år for klimaet

Tørke
- Der har været rekordhøje temperaturer, rekordmange tyfoner, tørke mange steder og stigende vandstande. Det er barskt, og det værste er, at 2016 ser ud til at blive endnu værre, siger John Nordbo.

Han mener, at klimaet lige nu er ude af kontrol, selv om en række store lande har forpligtet sig til at deltage i indsatsen for at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Mindre kul
Blandt andet har Kina reduceret forbruget af kul og lande som USA og Indien, der tidligere har trukket håndbremsen i klimaindsatsen, er også begyndt at sætte klimaet på dagsordenen.

Danmark svigter
Andre lande svigter dog i indsatsen, og det gælder blandt andet Danmark, mener John Nordbo.

- Den her rapport er et tegn på, at klimaet er ved at gå amok og af samme grund en klar opfordring til politikerne om ikke at lette på speederen i forhold til klimaindsatsen, som vi desværre har set den danske regering gøre det seneste års tid.

- Regeringen er ikke kommet med et eneste udspil, der for alvor betyder noget positivt for den danske klimaindsats. Tværtimod, siger John Nordbo.

Læs: Måske er der koldere klima på vej

Tænketank
I den grønne tænketank Concito er man også bekymret over konklusionerne i rapporten.

- Det er endnu en rapport i en lang række rapporter, der viser, at det går den forkerte vej.

- Hvis ikke vi gør noget radikalt for at reducere udledningen af CO2, så får vi seriøse problemer på sigt, siger Torben Chrintz, der er videnschef hos Concito.

Selvforstærkende
Torben Chrintz forklarer, at temperaturstigningerne med tiden vil blive selvforstærkende, hvis for meget af isen på Nordpolen smelter.

- Isen er hvid og reflekterer en masse varme tilbage i rummet, men når isen smelter, så bliver havene mørke og vil suge mere varme til sig, og så vil temperaturstigningen accelerere.

- I værste tilfælde kommer det til at gå så hurtigt, at vi ikke længere kan stoppe det, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS