Nej tak til oliejagt

WWF: Pikialasorsuaq bør fritages for oliejagt

For at beskytte Pikialasorsuaq/Nordvandet og dets rige dyreliv, som mange fangere er afhængige af, bør området fritages for oliejagt, mener WWF Verdensnaturfonden

Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden. Arkivfoto
Offentliggjort

Nej tak til oliejagt i Pikialasorsuaq/Nordvandet.

Sådan lyder budskabet fra WWF Verdensnaturfonden.

I en ny WWF-rapport sætter organisationen fokus på Pikialasorsuaq, det isfri område i det nordligste hjørne af Baffin Bugten mellem Qaanaaq og Ellesmere Island i Canada. Området er i dag det største og biologisk mest produktive økosystem nord for polarcirklen, fremhæver WWF Verdensnaturfonden.

Og hvis det skal fortsætte sådan, er der brug for, at man skærmer området mod de risici, som oliejagt og øget skibstrafik udgør, mener WWF Verdensnaturfonden.

- Pikialasorsuaq er et vigtigt område for hvalros, isbjørn, hvidhval, narhval, grønlandshval og sæler. Samtidig er det om foråret hjemsted for to tredjedele af verdens bestand af søkonger og også alk og lomvie. Jeg synes ikke, vi kan tillade at området, der altså er meget vigtigt for fangere og befolkningen i Nordgrønland, bliver ødelagt af eksempelvis oliejagt. Så jeg håber, selvstyret er klar til at få en fornuftig forvaltning af området på plads.

Det siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, i en pressemeddelelse.

WWF Verdensnaturfonden mener, at Pikialasorsuaq og dets rige dyreliv, som mange fangere er afhængige af, bør fritages for oliejagt.

Klimaforandringer
Rapporten, der offentliggøres i dag, dokumenterer, at området allerede i dag er under forandring på grund af klimaforandringerne. Og den udvikling vil sandsynligvis fortsætte i fremtiden, og områdets modstandsdygtighed vurderes i rapporten kun som middel.

Klimaforandringerne vil få indflydelse på primærproduktionen i området - altså opblomstringen af alger, der er grundlag for hele fødekæden. Dermed kan klimaforandringerne også påvirke langt større pattedyr, som mennesker er afhængige af, fremgår det af rapporten.

Den nye WWF-rapport er vehæftet artiklen

Powered by Labrador CMS