WWF: Nye prioriteter, tak

Samarbejde i Arktis er vigtigere end at sikre rigsfællesskabets territorialkrav, lyder det

WWFs skib Arctic Tern var på ekspedition langs Grønlands kyst tidligere i år. Foto: WWF

Mindre fokus på grænsedragning og mere fokus på at sikre et samarbejde. Sådan burde prioriteringerne i Arktis være, lyder det fra Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF, Verdensnaturfonden i et indlæg i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.

Kommentaren er affødt af den aktuelle ekspedition til Nordpolen, hvor forskere indsamler information, der skal støtte Rigsfællesskabets territorialkrav, når grænsedragningen i Arktis skal forestås af FN.

Læs "Grønland vil eje Nordpolen"

Men Grønland og Danmark, Rusland og Canada, der alle kæmper om at vinde mest land og vand, burde bruge tiden på samarbejde:

- I stedet for at bruge kræfter på en mission, der handler om at fastsætte grænserne, bør der bruges markant flere kræfter på at sikre et velfungerende globalt samarbejde om det sårbare område, lyder det fra Gitte Seeberg.

- Det bliver en kæmpe udfordring at beskytte området, når skibe begynder at sejle op langs den grønlandske østkyst, når handelsruterne til Rusland og Kina åbner, og når der bores efter olie og mineraler.

Hun understreger dog, at hun ikke ønsker at blokere et grønlandsk ønske om at udnytte de ressourcer, Arktis gemmer på:

- Det handler ikke om at sige til grønlænderne , at de skal være det første folk i verden, som ikke må udnytte deres ressourcer.

Læs "Velkommen til Nordpolen"

Men det er vigtigt, det sker på en bæredygtig, gennemtænkt og fornuftig måde. Det bør vi investere flere kræfter og ressourcer i, koordinere de stigende aktiviteter og sikre effektive beredskaber.

Gitte Seeberg, der som bekendt har en fortid som folketings- og EU-parlamentsmedlem for De Konservative og som også har markeret sig som medstifter af partiet Ny Alliance, fastslår videre, at Verdensnaturfonden i år selv har været på togt i Arktis. Og at den tur har fastslået vigtigheden af et styrket samarbejde om miljøet:

- Holdet har været i dialog med befolkningen for at få en større forståelse af klimaændringernes konsekvenser for de fire millioner mennesker i Arktis . Når isen forsvinder, bliver jagt og fiskeri fra isen sværere. Den er også en vigtig transportvej i vinterperioden, men når den er usikker isoleres byer og samfund, lyder det fra Seeberg.

Læs "Danske forskere på vej mod Nordpolen"

- Vi bliver nødt til at investere i at forstå de forandringer, der vil ske for mennesker, natur, dyr og for de sårbare økosystemer i takt med, at klimaforandringerne tager til og åbner regionen. Hvilken tilstand er de forskellige områder i? Og kan de modstå det enorme pres og udfordringerne, som klimaforandringerne , skibsfart og industri skaber?

- Disse spørgsmål bør vi koncentrere os om, så der kan handles på de mange udfordringer. Det kan vi ikke i dag.

Powered by Labrador CMS