WHO: Vaccine mod coronavirus er måske klar om halvandet år

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har givet coronavirus det officielle navn Covid-19.

En vaccine mod det potentielt dødelige coronavirus, der har kostet over 1000 mennesker livet, kan måske være klar om 18 måneder.

Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) tirsdag.

WHO siger samtidig, at virusset er blevet tildelt et officielt navn.

Navnet er Covid-19, siger WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Han forklarer ved et pressemøde i Genève, at "co" står for "corona", "vi" står for "virus", og "d" står for "disease" ("sygdom", red.).

Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua har virusset fået nummeret "19", fordi det brød ud i 2019.

WHO's chef siger, at der er en "realistisk chance" for at få stoppet virusudbruddet, der har sit epicenter i Kina.

- Vi er ikke forsvarsløse, siger han.

- Vi bliver nødt til at udnytte vores mulighed for at slå hårdt ned på det og stå sammen i kampen mod virusset i alle verdens hjørner.

- Hvis vi ikke gør det, kan vi stå med mange flere tilfælde og mange flere mistede liv, siger WHO's chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus

Navnet Covid-19 er valgt for at undgå referencer til særlige geografiske steder, særlige dyregrupper eller en særlig gruppe mennesker, siger WHO-chefen. Det er i tråd med WHO's retningslinjer for den slags navngivning.

WHO-chefens udtalelser kommer på første dag ved en international videnskabelig konference i den schweiziske by Genève. Her vil der blive kigget på muligheden for at udvikle en vaccine mod virusset.

WHO har tirsdag betegnet virusudbruddet i Kina som en "meget alvorlig trussel mod resten af verden".

Virusset har kostet over 1000 mennesker livet. Over 42.000 er smittet af virusset, der har spredt sig til over 25 lande.

Flere danskere er blevet fløjet hjem fra den kinesiske Hubei-provins, der betegnes som epicentret for virusset.

Hidtil er ingen danskere blevet smittet med virusset.

Powered by Labrador CMS