Whistleblower gik forgæves med sexanklager i 2019

Nye oplysninger om forløbet forud for Peter Grønvold Samuelsens exit som topchef i KNI A/S inddrager bestyrelsesformanden Lars Borris Pedersen i sagen om sexchikane. Bestyrelsesformanden afviser, at han for mere end to år siden fik informationer om, at den administrerende direktør begik sexchikane.

Anemarie Schmidt Hansen går til valg på at få forbedret whistleblowerordningen blandt de selvstyreejede virksomheder.

Tidligere KNI-medarbejder Anemarie Schmidt Hansen står nu frem og fortæller til Sermitsiaq.AG om hendes forgæves kamp for at få stoppet blufærdighedskrænkelserne i en af Grønlands største virksomheder KNI A/S.

For mere end to år siden – den 2. februar 2019 - tog Anemarie Schmidt Hansen whistleblower-kasketten på og kontaktede Bestyrelsessekretariatet i Formandens Departement på vegne af adskillige tidligere kvindelige kolleger, der bad hende om at føre deres sag, så deres arbejdsliv kunne blive normaliseret uden fysiske og verbale udfald fra topchefen.

Desperation

De var desperate, magtede ikke mere og mente, at Anemarie Schmidt Hansen var i sikker havn for repressalier fra topchefens side, fordi hun nu ikke længere var ansat i virksomheden og flyttet til Nuuk.

Ane Marie Schmidt Hansen tog opgaven på sig. Hun vidste nemlig godt efter flere års ansættelse på hovedkontoret i KNI i Sisimiut, hvordan Peter Grønvold Samuelsen agerede.

- Jeg valgte at skrive til afdelingschef i Bestyrelsessekretariatet Lars Balslev, som istandsatte et møde sammen med bestyrelsesformanden Lars Borris Pedersen, fortæller Anemarie Schmidt Hansen.

- Såvel Lars Balslev som Lars Borris Pedersen blev blandt andet informeret om, hvor galt det stod til med arbejdsmiljøet på hovedkontoret. De fik at vide, hvordan direktøren udøvede sexchikane, oplyser Anemarie Schmidt Hansen.

Nedslående resultat

Resultatet af det møde var nedslående for frontkæmperen og de kvindelige ansatte på hovedkontoret.

- Jeg bliver i april 2019 kontaktet af Lars Borris Pedersen, der fortæller, at man har været på hovedkontoret og alle har det godt, og at der intet var at komme efter, fortæller Anemarie Schmidt Hansen.

Efter den overraskende besked tog hun kontakt til sine tidligere kollegaer i KNI for at høre, om de havde talt med bestyrelsesformanden.

- De fortæller mig alle som en, at de ikke er blevet inddraget i nogen form for undersøgelse, siger Anemarie Schmidt Hansen, der var dybt skuffet over, at sagen fra øverste sted ikke var taget mere alvorligt.

Kunne være undgået

- To år er gået og andre kvinder er siden blevet forulempet. Det kan vi jo se af de politianmeldelser, der er givet til politiet. Det er en af grundene til, at jeg har valgt at blive kandidat til Inatsisartut-valget, forklarer Anemarie Schmidt Hansen.

Et af hendes mærkeager er behovet for at få etableret en whistleblower-ordning, gældende for alle de selvstyreejede virksomheder, hvor alle henvendelser bliver taget alvorligt og håndteret professionelt af eksperter.

-Vi er et lille samfund, og det bør være slut med, at kvinder udsættes for sexchikane. Uanset om det gælder økonomiske eller personlige forhold skal medarbejdere i vore selvstyreejede virksomheder have sikkerhed for, at de kan få deres sag behandlet ordentlig, understreger Siumut-kandidaten.

Borris: Faktuelt forkert

Sermitisaq.AG har blandt andet spurgt Lars Borris Pedersen, hvorfor der ikke tilbage i 2019 blev iværksat en tilbundsgående undersøgelse, der kunne afdække forholdene.

- Der er en række antagelser i dine spørgsmål som ganske enkelt ikke er faktuelt korrekte, eller er mig ubekendt. Det vil jeg undersøge nærmere. Vi har i min tid løbende i bestyrelsen drøftet arbejdsmiljø på baggrund af de anonyme trivselsundersøgelser der foretages jævnligt i virksomheden, senest ved udgangen af 2020, lyder det skriftlige svar fra Lars Borris Pedersen, der afviser at kommentere bestyrelsens dialog og kommunikation med direktion, ledere eller medarbejdere i KNI, da der er tale om personsager, hvor alle parter har krav på en vis fortrolighed.

Har tidligere stået frem

Anemarie Schmidt Hansen har tidligere sammen med Dorthea Olsen Rasmussen og på vegne af specialkonsulent Hans Peter Lynge-Larsen stået frem i Sermitsiaq med anklager om regnskabsfusk i KNI A/S.

Den opsigtsvækkende sag og de alvorlige anklager resulterede i, at KNI-bestyrelsen på baggrund af en analyse, der var foretaget af selskabets eget revisionsfirma Deloitte, nedskrev egenkapitalen med 50 millioner kroner.

Der skulle imidlertid et politisk pres til, før bestyrelsen efterkom kritikernes krav om at få gennemført en uvildig undersøgelse, som endnu ikke er afsluttet.

Afdelingschef Lars Balslev fra Bestyrelsessekretariatet har ikke svaret på de spørgsmål, som Sermitisiaq.AG har stillet, og hvor han blandt andet bliver spurgt, om man fortsat har tillid til bestyrelsesformanden.

Powered by Labrador CMS