Water Taxi håber på boost fra rejse-pakke

Støtte fra Naalakkersuisuts seneste hjælpepakke kan hjælpe Nuuk Water Taxi med at sikre arbejdspladser og få selskabet godt igennem efterårssæsonen.

Nuuk Water Taxi har allerede modtaget en stribe bookninger, efter at selskabet sent tirsdag aften kunne lancere en rabat på en rute mellem Nuuk og Kapisillit.

Med støtte fra Naalakkersuisut kan Nuuk Water Taxi give 35 procent i rabat på billetterne frem og tilbage til bygden til og med 30. september.

- Vi tager imod hjælpen med kyshånd, og vi håber, at rabatordningen kan give et boost og få endnu flere ud og sejle de kommende måneder, siger Anders Lykke Laursen, direktør i Nuuk Water Taxi.

Understøtter arbejdspladser

Nuuk Water Taxi er én af de mindre turoperatører, som har lavet en aftale med Naalakkersuisut, efter at Naalakkersuisut lancerede en ny hjælpepakke til turisterhvervet mandag.

Og hjælpen er kærkommen for Nuuk Water Taxi:

- Hjælpen kan være med til at understøtte arbejdspladser. Det er det allervigtigste i år, for det er almindelige mennesker, vi har ansat, som skal ud og handle ind. Der skal noget løn til, og den kommer ikke ud af ingenting, siger Anders Lykke Laursen.

Ifølge direktøren beskæftiger Nuuk Water Taxi færre medarbejdere, end han havde forventet på grund af coronakrisen, men den nye ordning skubber i den rigtige retning:

Har modtaget flere reservationer

- De her tiltag med at give kompensation direkte på billetten hjælper i høj grad også vores kunder. Vi har allerede fået masser af bookninger i den kommende weekend og i august med to udsolgte afgange til følge, siger Anders Lykke Laursen.

Langt større selskaber som Air Greenland og Disko Line har også lavet en aftale om at få støtte fra hjælpepakken.

Pakken skal udløse kontante rabatter på rutefart med passagerer internt i Grønland, og Nuuk Water Taxi driver en fast rute mellem Nuuk og bygden Kapisillit, der altså er berettiget til støtte.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS