Wagner-chef advarer om muligt kollaps af hele den russiske frontlinje

Ruslands frontlinje vil ifølge Wagner-gruppens leder kollapse, hvis hans styrker taber i Bakhmut.

Stifteren af den private russiske hær Wagner-gruppen advarer om et forestående kollaps af hele den russiske frontlinje, hvis ikke hans styrker i Bakhmut får den ammunition, de efterspørger.

- Hvis Wagner trækker sig tilbage fra Bakhmut nu, vil hele frontlinjen kollapse, siger Jevgenij Prigozjin i en video på det sociale medie Telegram søndag ifølge Reuters.

Den belejrede østukrainske by har været centrum for voldsomme kampe i mange måneder og lader til at være et vigtigt mål for Rusland, som forsøger at vinde den første større sejr i omkring et halvt år.

Fredag hævdede Prigozjin, at Wagner-gruppen praktisk talt havde omringet Bakhmut.

Men ifølge den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) er det langtfra tilfældet.

Ukrainske styrker kan dog være ved at klargøre en kontrolleret tilbagetrækning ifølge ISW.

Prigozjin siger yderligere i videoen, at den russiske regering endnu ikke har leveret den ammunition, som Wagner i februar blev lovet.

- Hvis vi tilbagetrækker os, vil vi gå over historien som de folk, der har taget det primære skridt for at tabe krigen. Det er præcis problemet med ammunitionsmangel, siger han.

Desuden er flere blandt Wagner-styrkerne ifølge Prigozjin bekymrede for, at den russiske regering vil gøre gruppen til syndebuk, hvis Rusland taber krigen.

Prigozjin kritiserer ifølge Reuters ofte offentligt de russiske forsvarschefer og generaler.

I februar anklagede han Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, for forræderi ved at tilbageholde leveringer af ammunition til gruppen.

Den beskyldning gentager han søndag i forhold til den manglende ammunition.

- Vi prøver at finde ud af hvorfor: skyldes det almindeligt bureaukrati eller forræderi, siger Prigozjin.

Ukraine hævder at påføre russerne meget store tab i deres forsøg på at overtage Bakhmut.

I et interview med Bild am Sonntag hævdede Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, at der på russisk side er omkring 500 enten dræbte eller sårede hver dag som følge af kampen om Bakhmut.

Det meget høje tal er ikke uafhængigt bekræftet.

Powered by Labrador CMS