Gå til hovedindhold

VR-udstilling om Nordboerne får premiere i Danmark

En udstilling, som byder på både virtual reality og podcast om vikingernes indtog i Grønland, rykker ind i Nordatlantens Hus i juni.

Torsdag den 17. juni åbner Nordatlantisk Hus udstillingen ”The Lost Norsemen” en ny mixed media udstilling produceret af Norse Theme Parks, der specialiserer sig i viking-inspirerede oplevelser.

Udstillingen har været fremvist i kulturhuset Katuaq i Nuuk i november sidste år.

Ved brug af Virtual Reality, leg, rejseskildringer, podcasts og lydinstallationer tager udstillingen publikum med på en rejse i fodsporene på de tidligere nordboere - også kendt som de grønlandske vikinger, der tog til Grønland fra Island.

Grundlag for verdensarv

Udstillingen formidler kendskabet til en relativt ukendt side af Grønlands historie nemlig den enestående kulturarv fra vikingetiden, der blandt andet er årsag til, at store områder i Sydgrønland i dag er på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

LÆS OGSÅ: Katuaq hopper ind i Nordboernes fodspor

Peter Franklin Würtz er grundlægger af Norse Theme Parks og synes det oplagt, at ”The Lost Norsemen” får sin Danmarkspremiere netop i Nordatlantisk Hus:

- Nordatlantisk Hus er det helt rigtige sted at afholde Danmarkspremieren for udstillingen. Huset er et kulturelt samlingssted for mennesker med tilknytning til og interesse for Nordatlanten, herunder Grønland, og ligger midt i Danmark – i Odense på Fyn, udtaler Peter Franklin Würtz.

Udstillingens hovedattraktion er en 360-graders virtual reality-safari, hvor de besøgende ved hjælp af VR-briller ’beames’ afsted til fantastiske fjorde, dale og kystlinjer omkring Nuuk og Sydgrønland for at opleve forladte kirkeruiner, gamle gravpladser, isbræer og travle nordbogårde.

”The Lost Norsemen” åbner torsdag den 17. juni i Nordatlantisk Hus i Odense og kan ses frem til 3. september.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER