Nu skal vores livskvalitet øges

Ved årsskiftet træder det nye folkesundhedsprogram Inuuneritta II i kraft. Programmet afløser Grønlands første folkesundhedsprogram Inuuneritta

Ved årsskiftet træder det nye folkesundhedsprogram Inuuneritta II i kraft. Arkivfoto: Leiff Josefsen

Om mindre end to uger træder det nye folkesundhedsprogram Inuuneritta II i kraft over det ganske land. Inuuneritta II sætter fokus på de faktorer, der har størst betydning for vores helbred, nemlig alkohol, hash, rygning, kost og motion.

- Inuuneritta II’s fire temaer er vigtige for hele befolkningen, men især for børn, unge og familier, som er udpeget som særligt vigtige målgrupper i programmet, lyder det fra medlem af Naalakkersuisut for sundhed Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit.

Skal øge vores livskvalitet
- Dette fokus er valgt, fordi de negative konsekvenser ved at vokse op i en familie med alkohol- og hashmisbrug er store. En stor del af befolkningen starter med at ryge i barndoms- og ungdomsårene. Gode vaner omkring fysisk aktivitet og kostvaner bør grundlægges i barndommen, fordi usunde vaner på disse områder senere i livet er årsag til sygdom, tidlig død og tabte gode leveår.

- Inuuneritta II ser sundhed som det gode liv og har til formål at øge befolkningens livskvalitet. Det gode liv handler om fuldt ud at kunne udnytte sine evner og muligheder for at leve godt og meningsfuldt. Derfor har Inuuneritta II fokus på de livsstilsfaktorer, der har størst indflydelse på vores mulighed for at opnå et liv uden sygdom og begrænsninger, siger Agathe Fontain i en pressemeddelelse.

Forskelle på nyt og gammelt folkesundhedsprogram
Inuuneritta II afløser Grønlands første folkesundhedsprogram Inuuneritta. De væsentligste forskelle på de to programmer er, at de faglige temaer og mål er præciseret og reduceret væsentligt, og at der lægges vægt på at styrke koordineringen af programmet.

Som led i Inuuneritta II indgås sundhedsaftaler, der fastlægger ansvaret for indsatserne under programmet. I den seneste tid er der indgået politiske folkesundhedsaftaler mellem Naalakkersuisut og henholdsvis Qeqqata Kommunia, Kommuneqarfik Sermersooq og Qaasuitsup Kommunia. Naalakkersuisut og Kommune Kujalleq planlægger at indgå en folkesundhedsaftale i løbet af nærmeste fremtid.

I starten af det nye år udkommer Inuuneritta II i en trykt udgave, der bliver sendt ud til en lang række modtagere, herunder til kommuner, uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen, oplyser Agathe Fontain.

Inuuneritta II kan allerede nu læses på sundhedsportalen peqqik.gl. Programmet løber frem til 2019.

Powered by Labrador CMS