Voldtægtsforbryder dømt til anbringelse

En mand i starten af 40’erne er blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk hospital i Danmark på ubestemt tid. Han er dømt for fem forhold, der omfatter voldtægt af en ung mand og misbrug af et barn gennem flere år.

Mandag blev en ankesag mod en 40-årig mand bosat i Nuuk stadfæstet af Grønlands Landsret. MAnden blev dømt for flere anklager om voldtægt og seksuelle overgreb.

Anklagerfuldmægtig Martin Dahl Fuglsang udtaler efter dommen:

- Det er en yderst alvorlig og tragisk sag, som Grønlands Politi ser med stor alvor på. På grund af tiltaltes personlige forhold skal han nu anbringes på psykiatrisk hospital på ubestemt tid. Her vil han få den behandling, der kræves for, at han ikke begår flere overgreb.

Manden, der er bosat i Nuuk, blev kendt skyldig i alle de fem forhold, han var tiltalt for.

Manden har været tilbageholdt siden februar måned sidste år. Landsretten har dømt ham til anbringelse på psykiatrisk hospital i Danmark på ubestemt tid for blandt andet at have misbrugt et barn seksuelt i en årrække på 10 år.

Manden er også dømt for voldtægt af en voksen, forsøg på kønsligt forhold til et barn og for besiddelse af børnepornografi.

Manden har anket en dom fra kredsretten i maj, hvor Sermersooq Kredsret kendte ham skyldig i de fem forhold og idømte ham anbringelse på psykiatrisk hospital i Danmark på ubestemt tid.

Powered by Labrador CMS