Voldtægt: Mand idømt forvaring

Grønlands Landsret har stadfæstet en kredsretsdom, som idømte en mand midt i 50’erne forvaring. Manden har begået overgreb på sit stedbarnebarn op til flere gange over et år og seks måneder.

Obs: artiklen er præciseret med hensyn til, at der er tale om en forvaringsdom.

- Manden var i Qaasuitsup Kredsret dømt for at have voldtaget sit stedbarnebarn ikke under 15 gange, da pigen var mellem 10 og 11 år. Dertil var han dømt for forsøg på voldtægt samt for blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje med stedbarnebarnet, idet han havde befølt hende på brysterne og kønsdelene, hvilket var foregået i samme periode som voldtægterne, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Erkendte forholdene

Manden valgte i landsretten at erkende en lang række af forholdene, så det var sanktionslængden, som landsretten skulle tage stilling til.

- Grønlands Landsret lagde ved foranstaltningen om forvaring vægt på kriminalitetens grovhed, tiltaltes tidligere kriminalitet og oplysningerne om hans person. Landsretten lagde yderligere vægt på, at det var nødvendigt og påkrævet at idømme manden forvaring for at forebygge yderligere kriminalitet, hedder det i pressemeddelelsen.

Tortgodtgørelsen til pigen blev dog nedsat af landsretten fra 200.000 kr. til 125.000 kr.

Tilfreds anklager

-Jeg er tilfreds med dommens resultat, der skal ses i lyset af den meget alvorlige kriminalitet, som domfældte har begået”, siger anklagerfuldmægtig Line Thornberg.

Powered by Labrador CMS