Voldsramte kvinder betaler selv for hjælp

Kun en fjerdedel af voldsramte kvinder på krisecentre får betalt psykologhjælp. Voldelige mænd får det gratis

Flere kvinder i Danmark tyr til vold. Foto: Polfoto

Der er langt mellem den psykologiske bistand til kvinder, der lever i voldelige forhold.
Mens mænd, der slår, har ret til gratis psykologhjælp, gælder samme retskrav ikke for de kvinder, som søger ly i krisecentrene som følge af overgrebene, skriver Dagbladet Information.

Ifølge en undersøgelse lavet af Røde Kors, har kun 20 procent af de 500 voldsramte kvinder, som organisationen har talt med, fået psykologhjælp. Og det er langtfra godt nok, mener generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl.

- Tallet er meget lavt, ikke mindst når halvdelen af kvinderne ønsker at få hjælp.
- Det er klogt at tage fat i voldsmænd og forsøge at hjælpe dem, men det er paradoksalt, at fokus kun er på dem, og at de, der udsættes for volden, ikke har de samme muligheder for at få psykologhjælp, siger han.

Bestyrelsesformand i Landsorganisation af kvindekrisecentre, LOKK, Birgit Søderberg er ligeledes kritisk.

- Det er en smule bizart, at de, der har alle følgevirkningerne af vold, ikke har fri og lige adgang til psykologbistand, siger hun.
Fra politisk hold er der fortsat fokus på det økonomiske aspekt.

Dansk Folkepartis socialordfører, Pia Adelsteen, påpeger muligheden for, at den praktiserende læge kan henvise til en psykolog, og at kommunen kan træde til med økonomisk hjælp til de voldsramte, der ikke selv har midler til at betale den egenbetaling, som er en del af henvisningen:

- Det ville være dejligt nemt at sige, at det skal være gratis, men vi skal finde pengene. Og måske er det ikke så uhensigtsmæssigt, at man skeler til folks økonomi. Direktørfruen, der får tæsk, kan nok godt selv betale for psykologhjælp, siger hun.

Powered by Labrador CMS