Gå til hovedindhold

Voldsom i eksplosion i København var bevidst handling

Skattestyrelsen på Østerbro blev tirsdag aften udsat for et angreb. En person blev ramt af fragmenter.

En eksplosion ved Skattestyrelsen i København sent tirsdag aften dansk tid betegnes som et angreb. En person blev ramt af fragmenter fra eksplosionen, oplyser politiet.

- Et angreb som dette hverken kan eller vil vi acceptere, lyder det fra chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse onsdag.

Han siger, at efterforskningen er både bred og omfattende, efter at en voldsom eksplosion raserede facaden på Skattestyrelsens bygning på Østerbro i København.

To personer befandt sig inde i bygningen, men kom ikke noget til. En person, der stod ude i det fri nær Nordhavn Station, blev derimod ramt af fragmenter og søgte behandling på en skadestue, fortæller chefpolitiinspektøren på et pressemøde onsdag formiddag.

Efterlyser vidner

Hvis personer befandt sig i området i det relevante tidsrum, bør de gå til politiet, lyder det i en appel fra Københavns Politi.

Den retter sig blandt andet mod passagerer i og omkring tre busser, 8A, 3A og 37, som holdt ved Nordhavn Station cirka klokken 22.15.

Den gælder også beboere, som var ude på de nærliggende gader i tidsrummet fra klokken 21.45 og 22.30. Politiet vil gerne tale med alle, lyder det fra Jørgen Bergen Skov.

Politiet har foretaget en række tekniske undersøgelser, men onsdag formiddag siger man, at det endnu er for tidligt at drage en konklusion.

- Det er en kraftig eksplosion, nøjes chefpolitiinspektøren på et pressemøde onsdag formiddag at konstatere.

Nogle medier har spekuleret i, om der er en sammenhæng med en anden eksplosion, som skete samme sted for præcis 16 år siden. Dengang hed myndigheden Told og Skat.

- Intet tyder på en sammenhæng, siger Jørgen Bergen Skov. Politiet har talt med den person, der var mistænkt i sagen fra 2003.

- Indtil videre er det et tilfælde, siger chefpolitiinspektøren om sammenfaldet.

Medarbejdere dybt berørt

Eksplosionen har berørt medarbejdere i hele skatteforvaltningen, oplyser de to fagforeninger Djøf og Dansk Told og Skatteforbund.

- Medarbejderne i Skattestyrelsen er naturligvis dybt berørte af situationen, og det er vigtigt, at ledelsen på Skatteministeriets område holder medarbejderne tæt informeret om sagen, siger Djøf-formand Sara Vergo i en udtalelse.

Også formanden for Dansk Told og Skatteforbund, Jørn Rise, oplyser, at han dagen igennem har modtaget opkald fra sine medlemmer.

- Jeg havde allerede henvendelser i morges klokken fem, der spurgte: Nu var det i Østbanegade, men hvad med de øvrige adresser? Så der er ingen tvivl om, at det er noget, man spekulerer over, siger han til Ritzau.

For tidligt at konkludere om terror

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger på et pressemøde onsdag i Statsministeriet, at hun ser med stor alvor på angrebet.

- Det, der er eksploderet, er lagt meget tæt på Skattestyrelsen, så det er en bevidst handling, siger hun. 

- Vi betragter det på ingen måder som drengestreger eller en tilfældighed. Eksplosionen skete tæt på en S-togsstation på et tidspunkt, hvor mange er på gaden, så vi ser meget, meget alvorligt på det.

Eksplosionen raserede indgangen til Skattestyrelsens bygning på Østbanegade og knuste vinduerne i facaden.

Mette Frederiksen mener, at det er for tidligt at konkludere, om eksplosionen kan betegnes som terror. 

- Vi kender ikke motivet. Politiet er fortsat i gang med efterforskningen. Jeg vil endnu ikke konkludere, hvad det er, der har ramt os på Østerbro, men det er ganske alvorligt, siger statsministeren.

Politiet har skærpet sikkerheden omkring skattemyndighederne efter eksplosionen på Østerbro.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER