Voldsom brand i Sisimiut - vidner søges

En bygning på Frederik den IX Plads i Sisimiut er i dag hærget af en brand, der opstod i nat. Politiet efterlyser vidner.

Offentliggjort

Sisimiut Politi modtog onsdag kl. 04:31 en anmeldelse om brand i en bygning på Frederik den IX Plads i Sisimiut.

Brandvæsenet blev tilkaldt og brandfolkene fik branden slukket klokken 6.00 i morges, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Ingen personskade

På bygningen er der sket kraftige indvendige skader samt flere sodskader. Ingen personer er kommet til skade.

Sisimiut Politi er i øjeblikket i gang med at efterforske sagen for at fastlægge brandårsagen.

Flere personer, der opholdte sig i området, er allerede blevet afhørt, men desværre uden, at det har givet politiet nærmere oplysninger om brandens årsag.

Sisimiut Politi efterlyser derfor vidner, der har set noget mistænkeligt i nærheden af branden.

Sisimiut Politi kan kontaktes på tlf.nr. 701322.

Powered by Labrador CMS