Voldsepisode skæmmer AWG

Far til 16-årig mener, at en mand, som overfaldt hans søn, burde have været bortvist. AWG mener, AT sagen er håndteret korrekt.

For Pilo Samuelsens 16-årige søn endte Arctic Winter Games i South Slave på en særdeles kedelig måde. Den 16-årige deltog i Dene Games. Han blev tilsyneladende uden åbenlys grund angrebet af en deltager fra et andet hold. Overfaldet skete under et arrangement torsdag aften.

- Min søn stod og talte med nogle andre, da han pludselig blev løftet op og kastet ned i jorden, oplyser Pilo Samuelsen til Sermitsiaq.AG.

Uprovokeret overfald

Kastet var så voldsomt, at drengen kom til skade med det ene håndled, muligvis er der tale om brud.

- Overfaldet kom fuldstændig bag på min søn. Han husker, at manden stod bøjet over ham bagefter, og han er ikke i tvivl om, at han ville have fortsat, hvis ikke andre havde stoppet ham, fortæller Pilo Samuelsen.

Pilo Samuelsens søn blev fulgt på skadestuen af hans træner. Der blev taget røntgen, men det kunne ikke med sikkerhed fastslås, hvorvidt der er brud på håndleddet. Han kom hjem klokken tre om natten. Næste morgen besluttede han i samråd med den grønlandske mission at melde episoden til politiet. Overfaldsmanden er en 22-årig mand fra holdet Alberta North, der beskrives som stor og muskuløs.

Var med ved medaljeceremonie

Det er også næste morgen, Pilo Samuelsen hører om overfaldet. Han kontakter det grønlandske medlem af AWGs internationale komité, som fortalte, at han var ked af at høre, hvad der var sket.

- Jeg sagde, at jeg forventede, at den pågældende bliver diskvalificeret og bortvist, siger Pilo Samuelsen.

Men samme aften viste det sig, at det ikke var sket. I forbindelse med medaljeceremonien gik den 22-årige lige forbi Pilo Samuelsens søn.

- Han blev meget bange, men heldigvis skete der ikke noget.

Under opsyn af træneren

Da Pilo Samuelsen hører om dette, skriver han til AWGs internationale komité for at klage over, at overfaldsmanden stadig var med. Men der kom umiddelbart ingen reaktion på hans brev.

Efterfølgende skrev han også til den 22-åriges hold. Herfra kom svaret, at de havde besluttet, at manden under resten af AWG skulle være under trænerens opsyn, og at det årsagen til, han var med til medaljeceremonien. Han var dog blevet udelukket fra konkurrencen.

- Jeg blev for alvor vred, da det gik op for mig, at der var tale om en bevidst beslutning, at han stadig var med. Det er efter min mening på ingen måde i overensstemmelse med AWGs værdier og da slet ikke med værdierne for Dene Games, siger Pilo Samuelsen.

- Optrådt fornuftigt

Men det er lige efter bogen, lyder meldinger fra AWG.

- Enhver begivenhed som denne er særdeles beklagelig, men det er mit indtryk, at Team Greenland, Host Society og AWG International Commitee (IC) i denne sag har optrådt fornuftigt, siger præsident for AWG IC, Jens Brinch til Sermitsiaq.AG.

- Fyren fra Team Alberta North blev udelukket for videre deltagelse i AWG af sit hold. Han blev holdt under stadig opsyn af en træner under resten af AWG. Efter AWG vil der blive rejst en disciplinærsag mod ham fra hans hold Alberta North.

Det samme skriver Jens Brinch til Pilo Samuelsen, efter at denne har skrevet et opslag på facebook om sagen. Jens Brinch siger, at han skrev, så snart han var blevet orienteret.

AWG beklager

Under opsyn af trænerene deltog den 22-årige ligeledes i afslutningsceremonien.

Pilo Samuelsen fastholder, at den pågældende skulle have været smidt helt ud.

- Jeg mener virkelig, at AWG ikke har levet op til sine idealer. Man har taget mere hensyn til voldsmanden end til offeret. Han skulle have været bortvist, siger Pilo Samuelsen.

Jens Brinch siger, at han dybt beklager hændelsen.

- Vi ønsker drengen god bedring og håber ikke, at denne ubehagelige oplevelse har ødelagt lysten til at være med i AWG næste gang, det er muligt.

Powered by Labrador CMS