Gå til hovedindhold

Vivian i magtdemonstration: Naalakkersuisut forhandler

Det er kun Naalakkersuisut, der på vegne af Grønland kan forhandle om et forsvarsforlig med den danske regering. Det slår naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt fast i en pressemeddelelse på Naalakkersuisuts hjemmeside, dagen efter at IA har fremlagt sine ønsker til forhandlingerne. 

Onsdag har IA fremlagt en række ønsker til et kommende forsvarsforlig. Partiet har et folketingsmedlem og sidder som bekendt i koalitionen i Naalakkersuisut med Siumut.

Under præsentationen forklarede IA´s udenrigsordfører Mariia Simonsen, at IA fremlægger deres ønsker, fordi Naalakkersuisut har inviteret alle partier til at komme med input.

LÆS OGSÅ: Forsvarsforlig: IA vil have overvågning, infrastruktur og cybersikkerhed

Men et eller andet sted er kæden hoppet af. Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel, Vivian Motzfeldt (S) har i hvert fald set sig nødsaget til offentligt at slå fast, at det er naalakkersuisut, der forhandler om forsvarsforlig ikke folketingsmedlemmer eller andre.

- Jeg skal for det første gøre klart, at Naalakkersuisut forhandler med regeringen på vegne af Grønland i forbindelse med Forsvarsforliget i Kongeriget. Naalakkersuisut er de eneste, der kan forhandle på vegne af Grønland, lyder det i en pressemeddelelse på Naalakkersuisuts hjemmeside.

Hendes eget parti Siumut og de andre partier i Inatsisartut har ikke fremlagt noget officielt bud på emner til forsvarsforliget og det har Naalakkersuisut heller ikke.

Vivian Motzfeldt er ifølge opslaget dog glad for input fra partierne:

- Når det så er sagt, er det positivt, at partier i Inatsisartut kommer med deres positioner, for det er vigtigt, at alle har inputs til et så vigtigt emne.

Folketingsmedlemmer forhandler om egne sager

Hun oplyser også, ligesom IA gjorde ved præsentationen onsdag, at folketingsmedlemmerne har mulighed for at forhandle direkte med regeringen om forsvarsforliget, men påpeger at det så er som enkeltstående partier for deres egne mærkesager.

- Det kan Inuit Ataqatigiit, og det kan Siumut, som begge har repræsentation i Folketinget. Men jeg skal gentage; Naalakkersuisut er de eneste, der formelt har myndighed til at forhandle med regeringen på vegne af Grønland. Det er de demokratiske spilleregler.

Sermitsisaq.AG forsøger at finde ud af, om Vivian Motzfeldt mener, der er nogen i koalitionspartierne eller andre, der har forsøgt at gå udenom Naalakkersuisut i forhandlingerne med den danske regering.

Ingen detaljer før efter sommer

Vivian Motzfeldt skriver også i meddelelsen, at Naalakkersuisut har afleveret sine indledende input til kommende forsvarsforlig til den danske regering, og at Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg er orienteret på fortrolig vis.

- Der er på nuværende tidspunkt også behov for fortrolighed på området, og Naalakkersuisut forhandler ikke gennem pressen, lyder det kryptisk.

Og så slår hun fast at der er god dialog og løbende kontakt med den fungerende danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

- I forbindelse med det kommende forsvarsforlig forventer vi først at tale om de overordnede linjer, hvorefter vi forventer, at vi efter sommeren taler detaljer i relation til et kommende forsvarsforlig, lyder det fra Motzfeldt.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER