Vittus: Afgiftsforhøjelserne er rimelige

Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq tager til genmæle mod de voldsomme protester som afgiftsforhøjelserne på en række varer har affødt. Afgiftsforhøjelserne er rimelige, fastslår han.

Vittus Qujaukitsoq var ikke bleg for at møde de knap 2000 demonstranter, som i går deltog i en demonstration under ordene "Nok er nok" om afgiftsforhøjelserne af en række varer.

Forud for 3. behandlingen af Finansloven for 2020, der foregår i Inatsisartut-salen i eftermiddag, har Vittus Qujaukitsoq fundet det nødvendigt at forklare, hvorfor Naalakkersuisut og støttepartiet Demokraterne hastegennemførte en række afgiftsforhøjelser, som borgere landet over har protesteret voldsomt imod.

- Politisk ansvarlighed er nødvendig for vort land og dets fremtid. Det kræver vilje og mod til at foretage prioriteringer; men det er naturligvis ikke altid lige populært hos alle, indrømmer Vittus Qujaukitsoq i forbindelse med den offentlige debat om finanslovsaftalens indhold.

Det kræver mod

- Det er nemt at få opbakning til skattenedsættelser og øgede udgifter, det er sværere – og kræver mere mod – at støtte den nødvendige finansiering. Jeg værdsætter derfor koalitionens og Demokraternes vilje til ansvarlighed i denne sag, understreger han i pressemeddelelsen få timer efter at han stod over for knap 2000 vrede demonstranter i Nuuk.

Vittus Qujaukitsoq ridser plusser og minusser op i den kommende finanslov og oplyser, at man samlet set har lettet skatte- og afgiftsområdet med 127 millioner kroner over de kommende fire år.

- Nogle skatter og afgifter nedsættes – og der indføres et beskæftigelsesfradrag. Der gennemføres afgiftsforhøjelser på visse typer af køretøjer og på tobak, alkohol og sukker. Samlet er der i finansloven for 2020 budgetteret med lettelser af skatter og afgifter for på 336 mio. over 4 år. Dette omfatter nedsættelse af selskabsskat, indførelse af beskæftigelsesfradrag og reduktion af motorafgift for ATV’er og mindre terrængående køretøjer samt afskaffelse af indførselsafgift for snescootere og ATV’er. Samtidig er der budgetteret med indtægter som følge af motorafgift på el- og hybrid samt tilpasning af indførselsafgifterne på 209 mio. Dette vil sige, at vi netto har lettet skatter og afgifter med 127 mio. over 4 år, skriver Vittus Qujaukitsoq i en pressemeddelelse.

Øgede investeringer

Han peger på, at virksomhederne får mulighed for at øge investeringerne i landet, fordi selskabsskatten lettes.

- Afgiftsforhøjelser er naturligvis sjældent ligefrem populære; men i det foreliggende tilfælde er de absolut rimelige, fastslår Vittus Qujaukitsoq og henviser blandt andet til, at afgifterne er med til at fremme folkesundheden, fordi det forventes at forbruget af slik, cigaretter og alkohol vil falde på grund af afgiftsstigningen.

Powered by Labrador CMS