udligningsreform
Nu skal Vittus træffe beslutning om udligningsordningen
Borgmestre og Naalakkersuisut ligger stadig langt fra hinanden i debatten om ny udligningsordning
Borgmestre og medlem af Naalakkersuisut for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Siumut er endnu ikke nået til enighed om en ny udligningsordning. Vittus Qujaukitsoq træffer en beslutning på baggrund af samtaler med borgmester senest i næste uge.
Læs: Kommunestrid inden udligningsaftale
Der er nu tavshed efter mødet mandag morgen mellem Vittus Qujaukitsoq og borgmestre om indgåelse af den nye udligningsordning. Der blev ikke indgået aftale, og parterne lå ifølge KNR langt fra hinanden.
- Nu er det op til Naalakkersuisut at træffe en beslutning efter vores samtaler. Der er allerede blevet sagt mange ord i debatten. Nu vil vi blot afvente beslutningen, siger borgmester i Qaasuitsup Kommunia Ole Dorph fra Siumut til Sermitsiaq.AG.
Redaktionen har også forsøgt at indhente en kommentar fra Vittus Qujaukitsoq, men han henviser til en pressemeddelelse, der bliver sendt i løbet af mandag eftermiddag.
Læs: Vittus bøjer sig og foreslår midlertidig udligningsreform
Første udkast til ny udligningsaftale har skabt debat, hvor Kommuneqarfik Sermersooq stod til at miste 56 millioner kroner om året. Vittus Qujaukitsoq har meddelt, at der i stedet bliver indgået en foreløbig aftale, der skal gælde for 2015.
Qaasuitsup Kommunia og Kommune Kujalleq støtter første udkast til aftale, men udkastet møder modstand i Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqata Kommunia.