Vittus vil sætte foden på råstofspeederen

Naalakkersuisoq for råstoffer, Vittus Qujaukitsoq, indledte Greenland Day på PDAC-konferencen i Toronto med en klar udmelding om, at der skal gang i flere råstofprojekter.

– Vi ønsker at øge fremdriften på de mineprojekter, der er i landet for at fastholde momentum, siger Vittus Qujaukitsoq fra talerstolen i Toronto.
Offentliggjort

Der var rosende ord til Selvstyret fra både Hudson Resources, Greenland Minerals Ltd., Tanbreez, AEX Gold og Ironbarks, da selskaberne mandag fik ordet på Greenland Day under PDAC-konferencen i Toronto. Selskaberne oplever generelt en forbedret dialog med det administrative system, og de fornemmer stor opbakning fra Naalakkersuisoq for Råstoffer, Vittus Qujaukitsoq, der giver udtryk for, at der skal mere fart på udstedelser af udnyttelsestilladelser.

Et af de selskaber, som har ventet længe på en udnyttelsestilladelse er australske Tanbreez med Greg Barnes ved roret. Men nu blæser der nye vinde over Sydgrønland

– Vi ønsker at øge fremdriften på de mineprojekter, der er i landet for at fastholde et momentum. Det vil skabe troværdighed i forhold til investorer og mineindustrien, hvor der er brug for at nå frem til konkrete resultater, siger Vittus Qujaukitsoq, og henviser blandt andet til Fraser Instituttet, der placerer Grønland langt nede på listen over attraktive minelande, primært fordi der udstedes meget få udnyttelsestilladelser.

Øget dialog

– Vores lovgivning og administration er muligvis for kompliceret til, at man kan realisere projekterne. Vi har allerede igangsat øget dialog med de berørte mineselskaber for at sætte skub i deres kommende ansøgning om udnyttelsestilladelse. Jeg forstår til fulde utilfredsheden og de frustrationer, som mange har haft. At vi ikke får sat gang i mineprojekter berører vores evne til at skabe vækst, nye jobs og dermed skatteindtægter for samfundet, som vi så hårdt mangler, siger Vittus Qujaukitsoq.

Årets råstofselskab blev det australske selskab Greenfield Exploration, der dog ikke var tilstede for at modtage prisen. Selskabet er nyt i Grønland, men har det seneste år sat turbo på efterforskningen af kobber i Østgrønland.

Et af de selskaber, der har ventet længe på en udnyttelsestilladelse er australske Tanbreez, der nyder stor opbakning fra Kommune Kujalleq og lokalmiljøet i Sydgrønland. Og fra Vittus Qujaukitsoq lød vurderingen da også, at en udnyttelsestilladelse til selskabet bestemt er inden for rækkevidde.

Høringsproces

– Jeg er i løbende dialog med alle involverede parter, og har et ønske om, at der sker en fremdrift her. Hvornår det sker, afhænger selvfølgelig af, om ansøgningen om udnyttelsestilladelse kommer her i løbet af foråret, så vi kan sætte gang i en offentlig høringsproces og en realitetsbehandling. Selvfølgelig skal vores lov efterleves, men jeg har tiltro til at mineselskaberne nok skal leve op til de lovkrav, der foreligger.

Efter oplæg fra mineselskaber og aktører på Greenland Day, stod Dansk Erhverv, Departementet for Råstoffer og Udenrigsministeriets Handelsråd bag en reception, hvor årets råstofselskab blandt andet blev kåret. Hæderen tilfaldt i år det australske selskab Greenfield Exploration, der efterforsker kobberforekomster i Østgrønland.

Mange var mødt frem til reception arrangeret af Dansk Erhverv, Departementet for Råstoffer og Udenrigsministeriets Handelsråd.

I år bestod den dansk/grønlandske delegation til PDAC af 29 virksomheder og i alt 53 personer. Det er femte gang, at en delegation fra Grønland og Danmark er med på konferencen, der samlet huser mere end 25.000 deltagere fra 132 forskellige lande.

Powered by Labrador CMS