Lufthavne

Vittus: Nye lufthavne betyder flere turister

Billigere billetter og bedre turisttilbud skal lokke flere rejsende til, mener Vittus Qujaukitsoq

- Der er en række forudsætninger for succes, der skal spille sammen. Der skal være gode overnatningsfaciliteter, madoplevelser og ikke mindst tilbud om aktiviteter og oplevelser på destinationen, siger Vittus Qujaukitsoq.
Offentliggjort

Forlænger Selvstyret landingsbanerne i for eksempel Nuuk og Ilulissat lufthavne, så det bliver muligt at flyve direkte fra Europa, kan det lade sig gøre at sænke prisen på billetterne med hele 30 procent på strækningerne.

Og en lavere pris vil gøre det muligt at tiltrække op imod dobbelt så mange turister som i dag – i peroden frem mod 2040.

Det understregede naalakkersuisoq for erhverv, Vittus Qujaukitsoq, på et møde for de grønlandske deltagere på turistmessen Vestnorden Travel Mart mandag aften. Messen finder i år sted i Thorshavn.

Analysen om konsekvenserne er udarbejdet af Departementet for Erhverv.

Attraktioner
Landingsbaner gør det dog ikke alene, påpegede politikeren.

- Det er vigtigt, at udbuddet af oplevelser følger med udviklingen. Der er en række forudsætninger for succes, der skal spille sammen. Der skal være gode overnatningsfaciliteter, madoplevelser og ikke mindst tilbud om aktiviteter og oplevelser på destinationen, fremhævede Vittus Qujaukitsoq.

Eneret
Han pegede i den forbindelse på, at Naalakkersuisut i foråret afsluttede lovarbejdet i forbindelse med koncessioner - eneret til at drive turistvirksomhed i et bestemt geografisk område. Og politikeren ventede, at Selvstyret i løbet af 2016 vil udbyde koncessioner til trofæjagt og ørredfiskeri.

Stort ønske
Bedre rammer på netop dette område har været et stort ønske fra turisterhvervets side, da koncessionerne betyder, at virksomhederne kan udbyde bedre produkter til turisterne og dermed også opnå en bedre betaling. Et vigtigt omdrejningspunkt i forhold til koncessionerne er, at de ikke berører den lokale befolknings ret til at benytte områderne.

Læs også: Lufthavne på dagsordenen

Ny pris til turismen i Vestnorden

Powered by Labrador CMS