Virusfrygt sender 16 TV2-medarbejdere i karantæne

Flere kolleger, der har haft kontakt til coronasmittet medarbejder på TV2, sendes i hjemmekarantæne.

- Det overrasker mig ikke, at nogle af dem sendes i karantæne, siger Mikkel Hertz, der er nyhedsdirektør på TV2.

Flere medarbejdere på TV2 skal i hjemmekarantæne i 14 dage, efter at en kollega er blevet smittet med coronavirus.

Ifølge TV2 News er antallet af karantæneramte medarbejdere torsdag eftermiddag steget til 16 personer.

Tidligere på dagen har der været holdt medarbejdermøde hos TV2 på Teglholmen i København med deltagelse af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Herefter har styrelsen indledt samtaler med medarbejderne for at kortlægge, hvem den smittede medarbejder har haft kontakt til.

Nyhedsdirektør Mikkel Hertz vil ikke udelukke, at flere medarbejdere vil blive sendt i hjemmekarantæne.

- Det endelige resultat kender vi først, når samtalerne er afsluttet, siger Mikkel Hertz.

Første dansker med smitte

Medarbejderen på TV2 er den første dansker, der har fået påvist coronasmitte.

De medarbejdere, der nu sendes hjem i karantæne, er nogle af mandens nærmeste kolleger.

- De (Styrelsen for Patientsikkerhed, red.) har startet fra toppen af listen med at snakke med dem, der arbejder på det hold, som han (den smittede person, red.) er redaktør for.

- Derfor overrasker det mig ikke, at nogle af dem sendes i karantæne, siger Mikkel Hertz.

Hjemmekarantæne betyder, at man frivilligt isolerer sig og tager sin temperatur flere gange om dagen.

De pågældende medarbejdere vil være i tæt daglig kontakt med myndighederne.

Overblik: Læs andre artikler om emnet: Tema – Coronavirus

Powered by Labrador CMS