Virus: Flere af Kinas byer lukker ned

Al offentlig transport er indstillet i by tæt på storbyen Wuhan efter et virusudbrud i området.

Myndighederne i den kinesiske by Huanggang ved Wuhan har indstillet al offentlig transport. Det sker på grund af det sars-lignende virusudbrud i området.

Både centrene i Wuhan og i Huanggang er nu blevet lukket mere eller mindre ned.

Indbyggerne i Wuhan, som er en stor havneby i den centrale Hubei-provins med omkring 11 millioner indbyggere, fik tidligere torsdag besked på, at de ikke kunne forlade byen uden "særlige grunde".

Fly og tog ud af byen blev indstillet, og der er mange tegn på panik eller frygt. Byen Huanggang, som har 7,5 millioner indbyggere, har ikke blot indstillet al offentlig transport, men også lukket biografer, internetcaféer og det centrale marked.

Også i en tredje by, Ezhou, blev byens store togstation lukket midlertidigt på grund af krisen.

- Vi har det, som om verden er ved at gå under. Vi har virkelig brug for hjælp, skriver en indbygger i Wuhan på Kinas sociale medie Weibo, som minder om Twitter.

Langt størstedelen af smittetilfældene er blevet fundet i Wuhan, der ligger i hjertet af Kina.

WHO-møde

Onsdag aften afholder 16 eksperter fra Verdenssundhedsorganisationen WHO møde om udviklingen. Det er et hasteindkaldt møde, hvor der skal tages stilling til, om virusset udgør en såkaldt international sundhedskrise.

I Storbritannien har man onsdag taget egne foranstaltninger og advaret mod alle ikke-nødvendige rejser til Wuhan.

Der er bekræftet tilfælde af virusset i Thailand, Sydkorea, Japan, Taiwan og USA. I alle tilfælde er der tale om personer, som har været i Wuhan, der anses for arnestedet for den ukendte virus.

I flere lande verden over er man begyndt at screene passagerer fra Wuhan.

Det gælder blandt andet i USA, Australien, Japan, Thailand, Singapore og Sydkorea.

Powered by Labrador CMS