Samfundsansvar
Virksomhederne tager skraldet – for sjette år i træk
Igen i år er der oprydningsdagen Saligaatsoq. I Nuuk er der for første gang også deltagelse af et hold dykkere, der vil rydde op i vandet ud for Kolonihavnen
Når sneen smelter og afslører grøfter og grønne områder fulde af plasticflasker, cigaretskod, slikpapir samt møbler, klapvogne og bildæk – så er det tid til den efterhånden traditionsrige Saligaatsoq Oprydningsdag.
Læs: Ammaaliannguaq blev Årets Affaldsindsamler
Giver fri
Oprydningsdagen foregår igen i år mange steder på kysten, og sædvanligvis vælger en lang række virksomheder at give sine medarbejdere fri til at hjælpe til med den fælles indsamling af skrald både omkring deres arbejdspladser og i byernes centrum.
Handsker og sække
Igen i år er det organisationen CSR Greenland, der står for koordineringen af arrangementerne. Sponsorer har sørget for, at der er handsker og sorte sække til alle deltagere, og der er desuden udloddet en række gevinster på Saligaatsoqs facebookside til borgere, der har sendt billeder og historier ind forud for oprydningsdagen.
Fordelt på flere dage
I år er der arrangementer i Tasiilaq tirsdag den 7. juni, i Ilulissat og Paamiut onsdag den 8. juni og i Sisimiut og Nuuk tirsdag den 14. juni.
Dykkere
I Nuuk er der for første gang også deltagelse af et hold dykkere, der vil rydde op i vandet ud for Kolonihavnen, og i Nuuk vil åbningstalen blive holdt af Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Energi, Mala Høy Kúko. Det sker i kulturhuset Katuaq den 14. juni klokken 13.30.