indsamling

Virksomhed donerer 100.000 kr. - tøjindsamlinger igangsat

De mange evakuerede, som har mistet hus og hjem i Nuugaatsiaq, kan se frem til hjælp fra grønlændere, de slet ikke kender. Virksomhed har allerede doneret 100.000 kroner til Røde Kors.

Nuugaatsiami qimarngunneqarsimasunut aningaasanik atisanillu ikiorsiisoqalerpoq.

Røde Kors har taget initiativ til at koordinere indsamling til de katastroferamte borgere fra Nugaatsiaq.

I flere byer er der allerede påbegyndt indsamling af tøj til Nuugaatsiaq-borgerne. Brandfolkene i Maniitsoq er nogle af initiativtagerne til en tøjindsamling.

Opfordring

'På facebook opfordrer eksempelvis Morten Siegstad til, at borgerne i Maniitsoq vil deltage i indsamlingen.

- Vi kan hente alt bidrag, når bidragsydere ringer til 813613, skriver Morten Siegstad på sin facebook-profil.

Royal Arctic Line stiller containere til rådighed

Indsamlinger til de berørte i Nuugaatsiaq, Illorsuit og Uummannaq området er i gang i flere byer. Derfor vil Royal Arctic Line gerne stille containere til rådighed i hver havn til indsamlinger hvor borgere kan komme og lægge deres bidrag. For mere information kontakt afdelingschef for kommunikation og marketing Ann-Britta A. Olsvig på mail abr@ral.gl, skriver virksomheden på sin facebook-profil.

100.000 kroner

Sermitsiaq.AG har desuden fået oplyst af direktør Frans Heilmann, at Polar Seafood-selskabet Sigguk i Nuuk vil donere 100.000 kroner til bygdens beboere.

- Jeg er i øjeblikket i gang med at koordinere med Røde Kors, som vi vil overdrage pengene, oplyser Frans Heilmann. Han oplyser, at firmaet har relationer til det ramte område, hvor mange aktionærer hører hjemme.

Han håber, at andre virksomheder også vil træde til med kontanthjælp, så de evakuerede kan komme i gang så hurtigt som muligt med en normal tilværelse.

Røde Kors: Vi har fået et kontantbidrag

Formanden for Røde Kors, Christina Tønder Bell oplyser til Sermitsiaq.AG, at man kun har modtaget et kontantbidrag fra Sigguk A/S. Hun oplyser samtidig, at Grønlandsbanken er har taget et initiativ, som Røde Kors vil samarbejde med.

- Andre må hjertens gerne støtte med beløb, da vi så vil koordinere med beredskabsmyndighederne om, hvad der er behov for for de katastroferamte, oplyser formanden, der henviser virksomheder til følgende mail-adresse: formand@krk.gl.

Sermitsiaq.AG har efter offentliggørelsen af nærværende artikel modtaget denne besked fra Sydgrønland:

- Seekon Radio Qaqortoq donerer 20.000 kr samt går i gang sammen med frivillige i Sydgrønland om at starte en indsamling, oplyser Kent Kielsen og Hans-Peter N. Bay.

I Nuuk er repræsentanter fra lokalafdelingen i Røde Kors samlet i Forsamlingshuset sammen med flere andre ildsjæle, som vil stå for indsamling af tøj, oplyser lokalformanden for Røde Kors Nuuk, Malene Lynge.

Powered by Labrador CMS