Vinterens kvoter for rensdyr og moskusokser

Efter høringssvar og biologisk rådgivning er Nalakkersuisut nu klar med nye kvoter.

Moskus ved Sisimiut. Foto: Ono Heilmann

Naalakkersuisut besluttede sommer 2010 at videreføre de gældende fangstbetingelser for rensdyr- og moskusokser for fangstsæsonen 2010-2011. Efter indkomne høringssvar og biologisk rådgivning er der foretaget følgende ændringer i fangstperioden.

For rensdyr stopper fangsten 15. november med undtagelse af region 2, hvor vinterfangsten for erhvervsfangere opretholdes indtil 28. februar 2011, samt for region 3 til og med 31. januar 2011.

Der blev i år 2010 for første gang tildelt kvoter til fangst af moskusokse til Ilulissat og Qeqertarsuaq til Naternaqbestanden. Fangstperioden blev desuden forlænget til 15. november for denne bestand.

Hvornår fangsten starter og slutter henholdsvis for rensdyr og moskusokser afhænger i lighed med tidligere år af, hvilken region og art der er tale om, samt hvorvidt man er erhvervsfanger, fritidsfanger eller betalingsjagtarrangør.

Selvom der flere steder er åben kvotefangst, skal alle jagtbevisindehavere være i besiddelse af licens for at nedlægge rensdyr og moskusokser. Fangere skal derfor stadig ansøge om licens ved henvendelse til deres bopælskommune.

Jagtbeviset skal være betalt senest 1. maj for at man kan deltage i rensdyr/ moskusoksefangsten 2010-2011. Dette dispenseres der dog for, både for rensdyr og moskus.

Der dispenseres fortsat for krav om 2-års bopælspligt i områder med åben kvotefangst.

I områder med åben kvote kan kommunerne udlevere flere licenser til hver fanger. I år 2010 var der mulighed for at skyde 5 moskusokser per licens i Maniitsoq forvaltningsområde (Kangerlussuaq), ligesom der i lighed med tidligere år kan rapporteres 5 dyr pr licens for rensdyr.

For alle nedlagte dyr skal der udfyldes særmeldingsskema (udleveres sammen med licensen), som afleveres til kommunen senest 3 uger efter fangstens ophør.

Særmeldingsskemaer anvendes til at følge de enkelte bestande, så forvaltningen kan foretage nødvendige ændringer i fangsten for at sikre optimal langsigtet udnyttelse af vore levende ressourcer. Det er derfor vigtigt, at alle erhvervs- og fritidsfangere afleverer særmeldingsskemaer for alle nedlagte rensdyr og moskusokser.

Trofæjagtkvoter, der ikke blev afsat pr. 1. september, kan overføres til almindelig erhvervsfangst i områder med begrænset kvote. På denne vis sikres det, at der er mulighed for at nedlægge hele kvoten inden for kvoteåret.

Powered by Labrador CMS