Vildmarks-Kim: Det var sindssygt hårdt

Kim Krohn, der er den første grønlænder, der optræder i realityprogrammet ”Alene i Vildmarken” kan afsløre en ting: Hemmelighedskræmmeriet om hans deltagelse i programmet har været ”sindssygt hårdt og frustrerende”.

Kim Krohn har det bedst, når han er ude i naturen.

Da Kim Krohn skulle igennem nåleøjet for til sidst at ende som én blandt otte deltagere blev han ufattelig glad, da det var en chance for livet at udforske sin egen styrke i forhold til overlevelse og ensomhed i den barske natur.

- Der var kun tre andre, der blev informeret om, at jeg skulle deltage. Det var min chef på arbejdet, min læge og min kone, oplyser Kim Krohn til Sermitsiaq.AG.

Dækhistorie

Han fortæller, at han blev nødt til at lave en dækhistorie for, hvad han lavede, da optagelserne stod på.

- Jeg forklarede mine venner og familie, der spurgte ind til det, at jeg var i gang med at teste udstyr for nogle firmaer, og de havde forlangt fortrolighed om produkterne, forklarer Kim Krohn.

- Nogle studsede, men alle købte heldigvis præmissen, siger naturelskeren og mentalcoachen, der nu har fået udvidet sit CV.

- Men jeg må indrømme, at det har været sindssygt frustrerende ikke at kunne dele mine oplevelser med andre. Der er kun min kone, der ved, hvordan det hele ender, fortæller Kim Krohn og henviser til, at optagelserne foregik i efteråret et sted i Norge.

Vil tale rent ud af posen

- Jeg glæder mig utrolig meget til finale-afsnittet er slut, så jeg kan tale rent ud af posen, siger Kim Krohn, far til to drenge, bosat i Kolding, men født og opvokset i Nuuk.

Han vil heller ikke lægge skjul på, at det bliver spændende at se, hvordan produktionsselskabet får klippet de mange timers optagelser, som han har leveret.

- Det er jo et underholdningsprogram. Og det er umuligt at fortælle alt, og jeg må acceptere, at produktionsselskabet naturligvis også klipper afsnittene sammen, så den har en underholdningsværdi for seerne, pointerer Kim Krohn.

Seks afsnit tilbage

Det første afsnit af dette års ”Alene i Vildmarken” blev vist første gang i aftes på DR klokken 20.00. De næste seks afsnit vises de kommende torsdage på samme tidspunkt.

Powered by Labrador CMS