Gå til hovedindhold

Vildmarks-Kim: Grønland har givet mig fordele

Kim Krohn, der er født og opvokset i Grønland, er med i tv-finaleafsnittet af  ”Alene i Vildmarken”, og han fortæller her, hvordan han som 16-årig kunne tilbringe  en måned i Godthåbsfjorden – helt alene.

Der er kun tre deltagere tilbage i det populære realityprogram ”Alene i Vildmarken”, og Kim Krohn, der levede sine første 26 år i Nuuk med Godthåbsfjorden som den helt naturlige legeplads, mener selv, at han var godt klædt på til at kunne klare sulten, kulden og ensomheden.

- Jeg har lært en hel del af at gå på jagt og fiskeri året rundt med min far rundt om i Godthåbsfjorden. Den praktiske viden om, hvordan man skal læse og forstå naturen og finde de nødvendige ressourcer er jeg blevet opflasket med fra barnsben, fortæller 45-årige Kim Krohn fra sit hjem i Kolding.

En betingelse

Han må kun tale om turen på én betingelse. Han må på intet tidspunkt afsløre, hvordan det hele endte. Blev han sidste mand?

Efter det sjette afsnit har de tre tilbageværende deltagere været ude i vildmarken i næsten fire uger. Men det er ikke en situation, der er fremmed for Kim Krohn.

- Som teenager tog jeg ofte ind i Godthåbsfjorden, hvor jeg kunne opholde mig i en måned. Det har givet mig en enorm selvindsigt og forståelse for, hvordan jeg skal håndtere mine egne tanker. Den læring har været værdifuld for mig. Ikke blot i realityprogrammet, men også i regi af min egen virksomhed som neuropsykologisk coach og mentaltræner, fortæller familiefaderen til to børn.

Den vigtigste egenskab

- Man videreudvikler ofte sine færdigheder, når man er i en situation, hvor det handler om overlevelse, men den mentale styrke er den vigtigste egenskab, fastslår Kim Krohn.

- Når man er skærmet fra al støjen og virakken fra omverdenen kan man mere, end man forestiller sig på forhånd. Den værste fjende er ofte én selv, hvor det handler om at kunne styre sine tanker, forklarer han og uddyber:

- I det seneste afsnit sender jeg en hilsen til min ældste søn, som har fødselsdag. Jeg ved på forhånd, at det vil udfordre mig enormt følelsesmæssigt. Så derfor har jeg trænet mig selv i ”situationen” forud for turen til Norge. Ja, det handler om at kunne åbne op og så lukke sine tanker om familien helt ned. Ellers bliver man offer for sine egne følelser og tanker, og det vil flytte dit fokus og svække dig mentalt, fortæller Kim Krohn.

Selvindsigt

- Du kan være nok så stor en verdensmester i praktiske færdigheder, men det hele afhænger af din mentale styrke, hvilket kræver en enorm selvindsigt, siger han.

Kim Krohn fortæller, at han med sin opvækst i arktis og turene i de mange fjelde i Godthåbsfjorden har fået en unik erfaring i forhold til sine konkurrenter.

Men hvad med såret på det ene ben, hvor det så ud som om betændelsen var tiltagende? Hvad med de mange ture over fjeldet og fiskeriet i Skyggebugten, hvor grene og andet skidt begynder at drille – får Kim nok mad? Hvad med kulden? Kan han fortsætte med at lukke familien totalt ude af sit sind?

Svarene får vi først i aften klokken 20.00 dansk tid på DR tv.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER