Vidneforklaringerne er begyndt i sag mod Mikael Petersen

Mandag formiddag har flere vidner afgivet forklaring i sagen, hvor tidligere partisekretær for Siumut Mikael Petersen er anklaget for blufærdigheds-krænkelse. Sidste vidne skal høres den 13. januar, hvor der afsiges dom i sagen.

Mikael Petersen ankommer til Sermersooq Kredsret tirsdag morgen.

Mikael Petersen sidder med sin forsvarer Jens Meinert Dehn Paulsen overfor chefanklager Morten Nielsen i retssal 5 klokken 9.00 tirsdag morgen.

Dommer er Kredsdommer Pia Hjort Andersen, og ved siden af hende sidder to ældre mænd, som er domsmænd i sagen.

Planen for retssagen er, at otte vidner skal høres i dag, og at et niende og sidste vidne skal afgive forklaring den 13. januar, hvorfor sagen afgøres der.

Til at begynde med fremsætter anklageren de fire anklagepunkter, som alle omhandler blufærdighedskrænkelse. Anklagerne er fremsat af fire forskellige kvinder.

Blandt anklagerne er berøring på baller, lår og bryster samt verbale krænkelser, der bliver læst op i retssalen.

”Hun skal kneppes så meget, at hun bryder ud i latter”

”Sikke nogle bryster og nogle læber der er gode til at sutte”

”hvordan mon det ville være at tage lille (…) bagfra”

Mikael Petersen nægter alle fire forhold inden sagen går i gang, og han får som den første lov at afgive forklaring.

Klap i numsen som motivation

Forklaringen går langt hen ad vejen ud på at fastslå tidspunkter og form for ansættelsesforhold, og hvordan omgangstonen har været blandt medarbejderne på kontoret.

Anklageren spørger blandt andet Mikael Petersen, om han har klappet en af kvinderne på ballerne,

- Du må forstå, at når der er mange mennesker på et kontor, så klapper man hinanden på skulderen og andre steder. Sådan for at opmuntre til at få arbejdet gjort. Jeg har aldrig tænkt på at klappe hende nogen steder som tilnærmelse eller chikane. Hvis jeg havde gjort det havde jeg haft det dårligt med mig selv, forklarer Mikael Petersen.

Mikael Petersen slår fast, at han altid har kæmpet mod den slags i partiet. Han benægter alle forhold om verbal chikane, som det er fremsat i anklagepunkterne.

Vidner med på storskærm

Mikael Petersens forklaring afbrydes midlertidigt, da første vidne ringer op fra Danmark klokken 10.00 og er med på en storskærm i rummet.

Det er en af de fire kvinder, som står bag anklagerne, der skal høres.

Hun forklarer om flere episoder, og fortæller, at hun efter en af episoderne er blevet kørt hjem af Vivian Motzfeldt, som hun henvendte sig til om sagen, og at Karl Kristian Kruse blev samlet op på vejen og i den forbindelse blev orienteret om hændelsen.

Kriminallov for Grønland § 84 stk. 1

For blufærdighedskrænkelse dømmes den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller forårsager offentlig forargelse.

Der er efterfølgende ikke sket noget med sagen, så vidt hun ved.

Vidnet bliver forelagt Mikael Petersens udsagn om at klap i numsen var for at motiverer arbejdet, men hun understreger, at hun ikke har opfattet det på den måde, og at det har været meget grænseoverskridende for hende. Vidnet fortæller, at hun endte med at sige sit arbejde op på grund af krænkelserne.

Kollega overværede episode

Efter første vidne er det en tidligere ansat på partikontoret, der skal høres. Hun er også med på storskærm.

Vidnet fortæller, at hun har overværet en episode, hvor Mikael Petersen har stået helt tæt på en kvindelig medarbejder og berørt hende på en grænseoverskridende måde.

I sin forklaring lægger hun vægt på, at begge kvinder blev chokerede og paralyserede af hændelsen.

Anklageren spørger vidnet, hvorfor hun ikke har gjort noget ved episoden. Vidnet svarer, at der ofte er stort arbejdspres på kontoret, og at hun ikke ved, hvorfor hun ikke har gjort mere ved sagen, men at hun er ked af, at hun ikke gjorde noget.

Vidnet fortæller også, at tonen på kontoret ofte var under bæltestedet og grænseoverskridende, hvilket hun også har forsøgt at påtale overfor ledelsen dog uden af vinde gehør, forklarer hun.

Efter en kort pause fortsætter forklaringerne fra flere vidner resten af dagen.

Powered by Labrador CMS