Canada

Video: Greenpeace og inuit i fælles kamp mod seismik

Parterne håber at vinde en sag ved Canadas Højesteret

Foto af Arctic Sunrise under et besøg i Grønland
Offentliggjort

Greenpeace-skibet Arctic Sunrise har i denne uge lagt til ved Clyde River i Nunavut i Canada for at støtte lokale inuit-protester mod seismiske undersøgelser ud for deres by, oplyser miljøorganisationen.

Læs: Greenpeace beder Kerry banke fornuft i hovedet på Danmark

Ud for Baffinøen
Indbyggerne i Clyde River kæmper sammen med Greenpeace for at bremse planerne, der vil være første skridt i søgningen efter olieforekomster ud for Baffinøen.

Frygter skade
Indbyggerne frygter, at seismikkens høje brag vil gøre skade på områdets havpattedyr og dermed samfundets vigtigste kilde til føde. Undersøgelserne er også blevet kritiseret for at være i konflikt med inuits rettigheder til selvbestemmelse over eget territorie.

Højesteret
Det er lykkedes Clyde River, som de første oprindelige folk, at få sagen bragt til Canadas Højesteret, hvor den skal for i november, oplyser Greenpeace.

- Den 30. november, bliver vi hørt af Canadas Højesteret. Vi håber, at en positiv kendelse vil blive en game changer for oprindelige folk i Canada, så vi selv kan beslutte, hvilken udvikling, der skal tillades i vores territorier, pointerer Jerry Natanine, tidligere borgmester i Clyde River, i en pressemeddelelse.

Han er imod planen om at udføre seismik og ser undersøgelselserne som et overgreb mod lokalbefolkningen og naturen.

Læs: Sådan ser seismiske målinger ud i Grønland

Underskriftindsamling
Greenpeace har - for at vise sin støtte til Clyde River - lanceret en global underskriftindsamling og har for første gang også oversat underskriftindsamlingen til grønlandsk.

Hen over hovedet
- Canadas regering har foretaget beslutningen henover hovedet på indbyggere i Clyde River. Vores opfordring til den canadiske regering er klar: Lyt til beboerne i Clyde River og stop seismikken, der ellers kan blive et første skridt til en olieudvinding, der vil være dybt uansvarlig og fuld af risici for regionens miljø og dyreliv, fremhæver Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace i Danmark, i pressemeddelelsen.

Se videoklip med grønlandske undertekster i bunden af denne artikel

Powered by Labrador CMS