Videnskabsfolk råber vagt i gevær

100 forskere og videnskabsfolk fra ind- og udland protesterer imod hvad de betegner som en trussel mod det grønlandske forskningsmiljø i Danmark.

Dansk forskning om Arktis trues på livet, mener 100 videnskabsfolk og forskere. Foto: Udenrigsministeriet

Baggrunden er, at staten nu er i gang med at afvikle alle sine forskningsinstitutioner om Grønland og Arktis på Nordatlantens Brygge.

Først blev Dansk Polarcenter nedlagt, dernæst Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning og nu er turen kommet til Polarbiblioteket, som nu står i fare for at splittet op. Derudover er det afdelingen for eskimologi og arktiske studier på Københavns Universitet, der nu må flytte, da Videnskabsministeriet har opsagt lejeaftalen på Strandgade 102 på Nordatlantens Brygge.

100 ind- og udenlandske videnskabsfolk appellerer nu til bl.a. Folketingets grønlandsudvalg om at gribe ind.

- Vi beder jer om at gribe indoverfor et eksistenstruet historisk og internationalt anerkendt dansk og arktisk forskningsmiljø, skriver de mange forskere, der tæller anerkendte videnskabsfolk fra universiteter og forskningsinstitutioner i USA, Canada, Tyskland og Skandinavien.

Især bevaringen af Polarbiblioteket som en samlet enhed ligger forskerne meget på sinde.

- Polarbiblioteket er et af de største i verden af sin art og betragtes af forskere som en enestående resurse, som et servicecenter og som et samlingspunkt, skriver Susanne Dybbroe, Hans Christian Gulløv og Jens Dahl i deres henvendelse til videnskabsminister Helge Sander (V) og Folketingets grønlandsudvalg.

De mener at en bevaring af biblioteket, som er et fællesbibliotek for det tidligere Dansk Polarcenter, Eskimologi og Arktiske Studier ved Københavns Universitet og Arktisk Institut, er en national forpligtelse.

- Forskningscentreret (Dansk Polarcenter + Polarbiblioteket, red.) bygger på en drøm realiseret, som andre arktiske nationer ville smykke sig med, men som i Danmark smides væk for en rationaliseringsgevinst.

Som led i en organisatorisk ændring i Forsknings- og Innovationsstyrelsen blev Dansk Polarcenter nedlagt 1 februar i år. DPC's opgaver og medarbejdere er blevet integreret i andre afdelinger i Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Dansk Polarcenter blev oprettet i 1989 med det formål at fastholde og udbygge viden om Grønland og polarområderne, støtte forskningsindsatsen samt rådgive offentlige myndigheder.

Powered by Labrador CMS