kreditkort-sag
Vestergaard om Hammond: Det er et Siumut-anliggende
Aleqa Hammonds (S) gentagne sammenblandinger af offentlige og personlige midler er Siumuts problem og ikke koalitionens, siger Demokraternes formand
Aleqa Hammond (S) har over tre sommeruger brugt sit Folketings-kreditkort til at købe ind i Brugseni, i Stark Byggemarked og andre butikker i Nuuk for over 12.000 kroner.
Det fortalte Ekstra Bladet søndag.
Læs: Aleqa shoppede for skattekroner
Dagen derpå er det politiske Grønland tydeligvis delt, men selv på hjemmebane i Siumut Ungdom møder Hammonds gerninger kritik.
Uacceptabel adfærd
Derfor har Sermitsiaq.AG spurgt Siumuts nære koalitionspartner Demokraterne, om deres holdning til denne sag.
Randi Vestergaard Evaldsen, hvad er din holdning som partiformand for Demokraterne til, at der nu viser sig endnu en sag om økonomisk misbrug fra Aleqa Hammonds hænder?
- Jeg har kun hørt dette gennem medierne. Hvad der er op og ned i sagen er mig en gåde, og det er uklart, om det kan have været en nødsituation eller ej. Det skal jeg ikke gøre mig klog på.
- Men jeg mener, det er en uacceptabel adfærd, at bruge offentlige midler på denne måde - om det er Aleqa Hammond eller andre. Jeg vil mene der er mangel på moral og respekt, når man kan tillade sig sådanne handlinger. Og det tager jeg skarpt afstand fra.
Læs: Bilagssag får ikke politiske konsekvenser for Aleqa på Borgen
Kommer dette til at have nogen følger for jeres samarbejde med Siumut i koalitionen?
- Vi samarbejder med Siumut i Grønland ikke med Siumut i Folketinget eller Aleqa Hammond. Så nej, det får ikke nogen konsekvenser for os. Jeg synes, Siumut må tage denne sag internt i partiet, siger Randi Vestergaard Evaldsen (D).
- Det omhandler ikke vores samarbejde i koalitionen, synes jeg. Det er internt i Siumut, at de må løse denneher. Men det er uheldigt for vores lands omdømme.
Læs: Hammond: Jeg har stor forståelse for den kritik jeg møder
Dit parti Demokraterne er grundlagt i 2002 på et politisk ønske om, at Grønland dengang skulle have færre sager om nepotisme og økonomisk misbrug. Mener I stadig det i dag?
- Jeg vil sige, at vi politisk er nået meget langt her i landet, hvis man sammenligner med, hvad vi så af sager førhen. Man er blevet mere opmærksom på, at sådanne sager ikke er acceptable mere, som de måske var førhen. I dag tolererer størstedelen af befolkningen heldigvis ikke misbrug af offentlige midler.
Har Demokraterne stadig den holdning i dag?
- Befolkningen er rykket videre og tolerer ikke uærlighed og disse handlinger længere, men ja der er stadig forskellige politikere i landet, som har en anden indstilling til disse ting. Jeg vil sige, at vi alle er kommet videre end i 2002, men vi kan altid gøre det bedre. Vi skylder vores land mere end det her.
Når nu Aleqa Hammond (S) får så stor politisk opbakning, hun fik 3.759 personlige stemmer til Folketinget i 2015, som er det højeste antal, kan det så ikke være nødvendigt at slå kraftigere i bordet for jeres parti?
- Jeg ved som sagt ikke, hvad der er op og ned i denne sag. Og jeg kan og vil ikke blande mig i, hvad andre partier gør, og hvordan de agerer i sådanne situationer. Men vi har nultolerance overfor misbrug af offentlige midler i Demokraterne. Var det sket i mit parti, havde vi ekskluderet det medlem. Men hvad Kim Kielsen og deres hovedbestyrelse vil gøre kan jeg jo ikke udtale mig om, for jeg er ikke formand for Siumut, slutter Randi Vestergaard Evaldsen.
Artikler om Hammonds økonomiske misbrug:
- Hammond til møde på Borgen
- Siumut Ungdom i kritik af Hammond
- Aleqa Hammond: Jeg brugte kortet i nødsituation
- Fra 2014: Se alle bilag: Sådan misbrugte Aleqa 106.363,27 kroner fra landskassen
- Fra 2014: Hammond og Kleist skylder stadigvæk penge til selvstyret