dronningen fylder 75 år

Verdens ældste monarki storhitter

Semitsiaq.AG's republikaner har fundet ud af, hvorfor Dronning Margrethe og resten af kongehuset er drønpopulært i Grønland

I forbindelse med dronningens 75-års fødselsdag var regentparret på karettur gennem Aarhus den 8. april

Hvorfor elsker vi kongehuset? Det spørgsmål stillede Sermitsiaq.AG’s republikanske reporter, da fødselsaren hendes majestæt Dronning Margrethe senest var på en royal rundrejse i landet.

Det var i 2011 og svaret befandt sig i et menneskehav af royalister, hos garvede hofreportere og de kongelige selv. Genlæs reportagen her i anledning af den royale fødselsdag:

Regentparret er drøntrætte og uoplagte.

- Hvorfor skal jeg gå helt derop?, snerrer prinsgemal Henrik og peger på en trappe op til anden sal på levnedsmiddelskolen Inuili i Narsaq.

- Jamen, deroppe befinder deres kone sig, bedyrer kongehuset spindoktor, Lene Balleby.

Den dårligt gående prinsgemal vrisser og begiver sig modvilligt afsted.

Det kongelige ægtepar har netop fortæret en nøje tilberedt syv-retters menu med blandt andet tangkaviar, krabbesouffle og bekostelige vine, men det er også den næstsidstedag på de kongeliges sommertogt ned ad vestkysten.

15 begivenhedsrige og tærende dage ligger bag Margrethe og Henrik. 15 dage med et utal af kaffemikker, rundvisninger og håndtryk.

Før dronningen og prinsgemalen kan sætte sig ind i deres jetfly og suse mod deres skattefinansierede borgere og herregårde i Danmark, mangler de at overstå et besøg hos fåre- og kvægavler Sofus Frederiksen, indvielse på minibryggeriet Nanoq Beer Greenland og en kaffemik på Hotel Narsaq. Nåh, ja og så et interview med Sermitsiaq og det royale ugeblad Billed-Bladet. Vel at mærke oppe på anden sal.

Da den 77-årige prinsgemal kæmper sig op ad trappen, kan jeg ikke undgå at have ondt af ham. Men kun en smule.

Afskaf monarkiet
Mit forhold til monarkiet er anstrengt. Jeg er svoren republikaner.

Det royale cirkus er et levn fra enevælden. Kongehuset tilsidesætter de demokratiske spillerregler. Alle bør fødes ligeværdige, men de royale er hævet over loven.

Rigsfællesskabets monarki er verdens ældste og med over 400 millioner kroner årligt i bruttoudgifter desuden et af klodens dyreste - kun overgået af Storbritanniens og Norges.

Så længe der er børn, som lever under kummerlige kår, og patienter, der bukker under, fordi der ikke er penge nok til de mest effektive kræftbehandlinger, kan man ikke retfærdiggøre at opretholde én families ekstravagante livsførelse med kors, bånd og stjerner på.

Synes jeg.

Men tit og ofte står vi republikanerne alene. Derfor vakler modstanden. Er det mig, som er helt på afveje? Har jeg en kromosomfejl, der gør mig blind og allergisk over for den kongerøgelse og royale feel-good-stemning, som alle andre tilsyneladende er modtagelige overfor? Går jeg klip af noget helt og aldeles magisk?

I et forsøg på at forstå og favne royalismens væsen er jeg taget med på anden halvdel af de royales sommertogt i Sydgrønland. En tur, der viser sig, at kulminere i Qaqortoq.

Dronningen lytter
Hundredevis af borgere er troppet op ved kajen. De flager med grønlandske og danske flag.

- Vi grønlændere elsker kongehuset. Den følelse vil blive forstærket efter besøget, jubler borgmester Simon Simonsen.

- Kongehuset gør, at man føler sig accepteret som en del af rigsfællesskabet. Jeg tror, det bliver meget svært at finde nogen her i byen, der ikke er royalister, erklærer borgmesteren og griber fat i en højtaler for at råbe et nifoldigt hurra for kongehuset.

Kongeskibet Dannebrog lægger til. Dronning Margrethe går fra borde iført en blågrå spadseredragt og et silketørklæde om hovedet. Hun smiler og vinker.

- Margrethe! Margrethe! Gør det igen!, skråler en kvindelige royalist med kompaktkameraet klar.
Hendes majestæt hører tilråbet. Stirrer direkte på kvinden. Knækker let i håndleddet. Fører atter hånden igennem luften i det særegne kongelige vink. Royalisten knipser glad løst.

Prinsgemalen trisser efter sin kone.

Tre PET-agenter har deres hyr med at værfe unge drenge væk. Purkene vil så tæt på Henrik som muligt. Fire af dem lykkedes med ærindet.

Prinsgemalen er i strålende humør. Han giver et solidt håndtryk til de fire knægte.

- Paggak!, lyder det nogle sekunder senere få meter væk.

Mønter regner ned fra himlen. En svigermor har netop fået at vide, at hendes barnebarn rørte ved dronningens klæder.

I menneskevrimlen står forstanden på Inuussuttut Inaat, Else Lund, og nyder skuet.

- Jeg er royalist, fordi jeg synes, det er rigtigt, at vi har en dronning, når vi stadig hører under Danmark, siger Else, der senere på dagen glæder sig til at slubre kaffe med regenten til en kaffemik i idrætshallen.

- Margrethe gør et enormt stykke arbejde ved at repræsentere Grønland udadtil. Man bør gøre gengæld og byde ordentligt velkommen, erklærer hun.

Allerbagerst i det bølgende menneskehav popper to purunge pigehovedet nysgerrigt op. De skiftes til at sidde på deres fars hoved. De strækker hals og forsøger at kigge ud mængden for at få hele kongerøgelset med. Deres mor ser ud til at tage optoget distanceret. Det er naalakkersuisoq for finanser, Maliina Abelsen.

- Jeg er meget glad for, at kongehuset giver opmærksomhed til vores land og bruger tid på at komme hertil. Det bør man tage hatten af for, hvad enten man nu er royalist eller republikaner.

- Hvad er du?, spørger jeg.

- Æhm. Jeg er nok sådan midt imellem, men pigerne synes, det er helt fantastisk at se dronningen i virkeligheden. De snakker meget om dronninger og prinsesser derhjemme, siger Maliina.

Støtter sælskind
Regentparret stiger ind i en sort firhjulstrækker, der skal bringe dem rundt i Qaqortoq og strø royalglans ud over gader og stræder. Avis- og tvfotograferne kæmper for at få den optimale vinkel af de royale passagerer på bagsædet. KNRs TV-journalist Nûno Isbosethsen holder sig i baggrunden.

- Dronningen for tiden, ja undskyld, hun interesserer mig bare ikke rigtigt. Jeg er meget mere til Frederik, griner hun.

- Hvorfor er han mere interessant?, spørger jeg.

- Han har en kæmpe tilknytning til Grønland. Han elsker Grønland og viser det, siger Nûno og fortæller, at hun lige kommer nede fra Great Greenland, hvor hun lavede et indslag.

Direktøren skal have visit af Henrik og Margrethe. Han vil overrække to jakker af ringsæl og grønlandssæl i håbet om, at det kan gavne eksporten.

Jeg kommer til at tænke på Sermersooqs borgmester, Asii Naarup Chemnitz. Tidligere på turen fortalte hun mig, at hun støtter kongehuset.

- Margrethe er en meget videbegærlig og intelligent kvinde. Da sælskind var yt i hele Europa, bar regentparret trofast sælskind ved særlige lejligheder, pointerede Asii Naarup Chemnitz.

Svær balanceakt
Jeg beslutter mig for at gå ned til Great Greenlands-fabrik. Her har syerskerne har ladet nåle og tråd hvile. De hænger ud af fabrikkens vinduer for at få et blik af de royales ankomst. Mændene arbejder videre, som en ganske almindelig dag. I entreen spadserer direktør Henrik Estrup spændt frem og tilbage. Det er varmt, men han er i dagens anledning iklædt en sort sælskindshabit.

- Kan du huske, hvornår du sidst har set regentparret bære sælskind?, spørger jeg.

- Næh, det kan jeg ikke. Men nu får de i hvert fald snart en ekstra mulighed for at gøre det, siger direktøren for den økonomisk trængte virksomhed.

Kort efter ankommer Billed-Bladets journalist og fotograf.

- Hvornår har I sidst set Margrethe eller Henrik med sælskind?, spørger jeg.

- Dronningen bærer skam jævnligt en kort grå sælskindspels. Henrik har også sælskind, som han nogen gange bruger, fortæller Anne-Lise Weimann, der har rapporteret om de kongeliges gøren og laden i knap 30 år.

- De må jo ikke være politiske, men jeg tror de går med sæl som en manifestation og markering for at vise, at grønlandsk sæl er i orden, siger Anne-Lise Weimann.

- Hun går nu altså også mere med mink, bemærker fotograf Hanne Juhl.

- Jamen, det er nu også, fordi sælpelsen er så kort, replicerer Anne-Lise Weimann.

Hun har fulgt regentparret på adskillige af deres rejser i Grønland og mener, at kongehusets fascinationskraft og dermed monarkiet teoretisk godt kan være pist væk om 100 år. Eller stå endnu stærkere. Det afhænger helt og holdent af personen på tronen.

- De kongelige er spændende, fordi de er noget helt særligt, men fordi vi også kan identificere os med dem. Men de må heller ikke blive for almindelige og opføre sig som alle os andre. Det er en svær balanceakt. Især for de unge medlemmer af kongehuset, siger Anne-Lise Weimann.

Flyt dog til Nuuk
Kritikken af de yngre medlemmer af kongehuset kan den danske journalist Trine Villemann nikke genkendende til. Hun har skrevet to kritiske bøger om kongehuset, den ene en bestseller og den anden ”Kongen og dronningen af Grønland” udsolgt på eget forlag. Hun tror, at tiltrækningskraften i Grønland består i, at kongehuset er et positivt samlingssymbol for rigsfællesskabet.

Trine Villemann gjorde sig for et år siden bemærket ved at foreslå at Frederik og Mary, det kommende kongepar, bør udnytte den store opbakning i Grønland. De bør flytte til Nuuk som en moralsk rehabilitering for at komme i øjenhøjde med almindelige mennesker.

Forslaget affødte ingen reaktioner fra hovedpersonerne.

- Jeg har dog haft et par vrede emails fra grønlændere, der ikke mente at Grønland skal bruges som losseplads for playboy-prinser!, fortæller Trine Villemann.

Alligevel står hun den dag i dag helt og holdent fast ved sit forslag.

- Hvis Amalienborg havde nogen som helst sans for den tid, Frederik er en del af, så sendte man ham og Mary og børnene af sted i morgen til Nuuk. De to, vores kommende kongepar, kan med deres popularitet gøre så meget godt for det grønlandske samfund - hvis de altså gider! Gør det det? Formentlig ikke for et af kongehusets helt store problemer i disse år, er at de har gemt sig bag en tornerosehæk og helt har mistet følingen med det omkringliggende samfund, harcelerer Trine Villemann.

Kirsten Thisted, ph.d. og lektor i minoritetsstudier ved Københavns Universitet, tror, at kongehuset nyder opbakning i Grønland af nøjagtig de samme grunde som i Danmark. Fordi konger og dronninger er eventyr, der løfter hverdagen op. Og fordi den kongelige familie er både genkendelig som en moderne familie, og samtidig et ophøjet, privilegeret symbol på denne familie.

- Man kan på den ene side identificere sig med personerne. På den anden side er de så privilegerede og helt uden for rækkevidde og derfor lavet af det stof, som drømme er gjort af, mener Kirsten Thisted, der desuden roser kongehuset for, at stilet op til vigtige begivenheder og dermed formå at være samlende symbol for hele riget.

- Hvem husker ikke dronningens svingom med Jonathan Motzfeldt ved indførelsen af hjemmestyret? Hun klæder sig i nationaldragten, og man ser på hende, at hun ikke kun gør det af pligt, men viser den ære. På samme måde har det været tydeligt, at hun har glædet sig over Grønlands udvikling og vej mod selvstændighed. Det kunne alt sammen være symbolpolitik - men det er der næppe nogen der mener, for så bakkede folk næppe sådan op om kongehuset, siger Kirsten Thisted.

Uhhmm skamros
Tilbage i Narsaq er turen ved at lakke mod enden.

- Så er det nu!, siger kongehuset spindoktor.

Sammen med Billed-Bladets hofreporter bliver jeg gelejdet ind i et rum med et spartansk sofa-arrangement og bænket ned. Prinsgemal Henrik sidder skråt over for mig.

Det er en mærkelig følelse. Jeg bliver mundlam og helt paf. Bange for at sige noget forkert, der tenderer majestæts-fornærmelse eller lave en bevægelse, der kan ligne et attentat, som får PET-agenten til at springe over mig.

Jeg kigger på prinsgemalen. Han ser nu overraskende helt frisk ud. Han smiler og begynder uopfordret at rose Sermitsiaq. Han kan ligefrem referere til konkrete artikler. Han spørger til avisproduktionen. Jeg tænker i et splitsekund, det sikkert er et trick, de royale laver, hver gang, de skal dupere en gæst. Læs lidt op på gæstens baggrund og overdyng vedkommende med lovprisninger. Et sikkert hit.

Jeg skubber hurtigt tanken væk. Jeg er sgu´ så let til fals for faglig smiger og slubrer rosen i mig, men der er også noget andet. Han virker også særdeles oprigtig.

Ja, oprigtig. Det er egentlig det mest passende ord på dem, Margrethe og Henrik. Under togtet har jeg bidt mærke i, at hver gang de har besøgt et nyt sted og mødt en ny person, har de spurgt ind til vedkommendes hverv eller interesser. De har ej heller holdt sig tilbage for en kvik kommentar. Hele tiden på en lun facon og tillidsvækkende facon. Jeg har tænkt, det bare var en facade, noget påtaget, men det er nok ikke tilfældet.

Majestæten støder til. Hun falder helt automatisk ind i snakken. Jeg spørger løs. Det føles bizart. Som om man har kendt dem hele livet, blot fordi man har set dem i fjernsynet. De griner af spørgsmålene og besvarer dem udførligt. Jeg afbryder dem. De tager det helt fint. Jeg kommer uforvarende til at sige både du 'du' og 'I'. I baggrunden ænser jeg spindoktoren korse sig. Regentparret er tilsyneladende flintrende ligeglade med sprogbrugen.

Pludselig er tiden gået. Interviewet er ovre, og vi hilser farvel. En varm følelse breder sig ned ad ryggen. De er jo helt flinke og nede på jorden, de kongelige.

Denne uges AG har et stort dronningetema i forbindelse med dronningens 75-års fødselsdag den 16. april. Temaet bliver både bragt i avisen den 15. april og som gratis pdf-tillæg her på Sermitsiaq.AG.

Køb AG her:

Powered by Labrador CMS