Nordkorea
Verden fordømmer Nordkoreas prøvesprængning af brintbombe
FN's Sikkerhedsråd ventes onsdag at drøfte Nordkoreas påstand om brintbombe ved et hastemøde
Nordkorea hævder tidligt onsdag morgen dansk tid, at landet med succes har prøvesprængt en brintbombe.
Fordømmer
Det har fået en række lande til at reagere med bekymring. Blandt andet betegner Japans premierminister, Shinzo Abe, prøvesprængningen som "en alvorlig udfordring" og "en alvorlig trussel".
- Jeg fordømmer dette på det kraftigste, siger Abe ifølge AFP.
- Denne atomtest, der er blevet udført af Nordkorea, er en alvorlig trussel mod Japans sikkerhed, og vi kan på ingen måde acceptere det, siger han og opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at tage affære.
Tager afstand
Frankrig tager også voldsomt afstand fra Nordkoreas prøvesprængning, som det kalder for "en uacceptabel krænkelse" af FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Paris opfordrer det internationale samfund til "en stærk reaktion".
- Mens vi venter på at få bekræftet de særlige karakteristika ved en atomprøvesprængning, fordømmer Frankrig denne uacceptable krænkelse af Sikkerhedsrådet resolutioner, hedder det i den franske erklæring ifølge AFP.
Provokation
Fra Storbritannien lyder det fra udenrigsminister Philip Hammond, at det er en "alvorlig provokation", hvis meldingerne fra Nordkorea viser sig at være sande.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters skal diplomater i FN's Sikkerhedsråd diskutere Nordkoreas udmelding på et hastemøde, der angiveligt finder sted klokken 17 dansk tid.
Fordømmelse
Også Sydkorea reagerer kraftigt på meldingen fra Nordkorea.
- Vores regering fordømmer på det kraftigste, at Nordkorea ignorerer gentagne advarsler fra vores og det internationale samfunds side ved at udføre en fjerde atomtest, hvilket tydeligvis er i strid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner, siger en embedsmand fra det sydkoreanske præsidentkontor ifølge Reuters.
Det Hvide Hus i USA oplyser, at amerikanerne ikke kan bekræfte Nordkoreas påstand om en brintbombe, men tilføjer, at det i så fald er en overtrædelse af FN-resolutionerne, skriver Reuters.
Norges udenrigsminister, Børge Brende, siger til nyhedsbureauet NTB, at Nordkoreas påstand om en prøvesprængning er en 'alvorlig trussel'.
/ritzau/