københavn

Verden cyklede for Arktis

Greenpeace arrangerede lørdag en global demonstration. I København deltog 400, hvor beskyttelse af Arktis var budskabet

Til lørdagens cykeldemonstration 'Ice ride' for beskyttelse af Arktis deltog 400 demonstranter i København. I over 30 lande demonstrerede tusindvis af mennesker samtidig med Greenpeace' demonstration i København

Flere tusinde demonstrerede lørdag verden over. I 33 lande arrangerede Greenpeace 160 ’Ice rides’-cykeldemonstrationer. I Købehavn deltog omkring 400 demonstranter, der krævede hverken olieboringer eller overfiskning i Arktis. De krævede også et område omkring Nordpolen som et globalt naturreservat.

Greenpeace' Arktis-ansvarlig Jon Burgwald har arbejdet hårdt for, at den verdensomspændende demonstration blev afholdt.

- I dag er folk klart mere bevidste om, hvad der sker i Arktis end for få år siden. Overordnet set er det imponerende, at så mange mennesker møder op verden over. Kombineret med at seks millioner mennesker har skrevet under på at beskytte Arktis, vidner det om, at folk er begyndt som minimum at forholde sig til Arktis som et unikt sted, siger Jon Burgwald til Sermitsiaq.AG.

Læs: Seks millioner underskrifter kræver beskyttelse af Arktis

Budskab til verdens ledere
Greenpeace ville med demonstrationerne verden over sende et budskab til verdens ledere om at beskytte Arktis. Fredag mødtes Greenpeace' Arktis-ansvarlig med udenrigsminister Martin Lidegaard og gjorde opmærksom på deres budskaber.

- Danmark er et lille land, men vores ansvar og indflydelse i Arktis er stor. Vi er en arktisk stat, og gennem rigsfællesskabet og vores plads i Arktisk Råd har vi alle muligheder for at bidrage til en bæredygtig udvikling i regionen. Vi kan ikke nøjes med at føje de store lande eller lade, som om det ikke vedkommer os. Det vedkommer på alle måder os både som individer og som land, siger Jon Burgwald.

Læs: Greenpeace aktionerer i Legoland

- Danmark bryster sig, ofte med rette, af grønne ambitioner. Men det klinger hult, når regeringen samtidig sidder på hænderne, mens olieselskaberne kappes om retten til at bore i det isfyldte arktiske farvand, påpeger Burgwald.

Powered by Labrador CMS