Vellykket solcelleprojekt i yderområder

Som et led i Sektorplan for Energi- og Vandforsyning skaber Nukissiorfiit grøn energi med stor succes i bygder og mindre byer.

Siden 1993 har Grønland været delvis selvforsynende med energi i kraft af anlæggelse af vandkraftværker og produktion af affaldsvarme fra forbrændingsanlæg i større byer. Men på trods af en stigende egen produktion af energi er Grønland stadig afhængig af importeret gasolie, som blandt andet bruges i Nukissiorfiits elværker i byer og bygder i meget store mængder, skriver avisen Sermitsiaq.

Men i november 2017 præsenterede daværende Naalakkersuisut Sektorplan for Energi- og Vandforsyning frem mod 2030, hvor målsætningen var, at der i højere grad skal investeres i grøn energi i alle byer og bygder. Men selvom mange af målsætningerne endnu ikke er blevet realiseret, er den politiske vision om modernisering af energisystemet blandt andet kommet bygden Ikerasaarsuk, der har omkring 100 indbyggere, og som ligger omkring 25 kilometer syd for Kangaatsiaq, til gode. Som et led i Sektorplan for Energi- og Vandforsyning har Nukissiorfiit i november sidste år nemlig opstillet og idriftsat solceller, som opsamler og opbevarer energien på batteribanker, som er placeret i bygdeelværket i Ikerasaarsuk. Projektet har indtil videre været en stor succes.

Store besparelser

Erfaringerne har indtil videre vist, at dette tiltag har reduceret driftstimerne på bygdeelværkets motorer kraftigt, ligesom gasolieforbruget er faldet markant. Når 90 procent af batteribanken, der er forbundet til solcellerne, er fyldt op, stopper maskinerne på elværket, der er drevet af gasolie, automatisk, hvorefter batteriet overtager elforsyningen til hele bygden. Og når batteristyrken er faldet ned til 30 procent, overtager maskinerne elforsyningen igen. Bygdeelværket i Ikerasaarsuk brugte 6.810 liter gasolie i april sidste år, mens forbruget er faldet til 4.921 liter i samme periode i år. Marius Filemonsen, der er Nukissiorfiits bygdepasser i Ikerasaarsuk, siger til Sermitsiaq, at indbyggerne i bygden har udtrykt stor tilfredshed med den nye form for energiforsyning, ligesom han finder det bemærkelsesværdigt, at elforsyningen er fuldstænding lydløs, mens batteribanken er i brug.

Læs hele artiklen i avisen Sermitsiaq. Få adgang her:

Powered by Labrador CMS