Vejledning: Sådan kan du bruge vandet i Uummannaq
Nukissiorfiit og Landslægeembedet har i fællesskab lavet en vejledning til borgerne i Uummannaq, der er ramt af olieforurenet vand.
Kloringen af vandet i Uummannaq fungerer igen. Nukissiorfiit og landslægeembedet vil derfor gerne præcisere muligheder for anvendelse af vand i Uummannaq:
For borgere med trykvand gælder følgende:
Trykvandet i hanerne hjemme ved private forbrugere må nu bruges til:
- personlig hygiejne
- tøjvask
- håndvask
- rengøring
- opvask
- toiletskyl
Hvis en vandhane ikke har været i brug siden problemerne med olieforurening blev kendt, skal man lade vandet løbe et stykke tid inden vandet tages i anvendelse. Man bør kontakte Nukissiorfiit, hvis man herefter stadig oplever lugt af olie eller synligt olie i vandet.
Trykvandet anbefales ikke til drikkevand, direkte i madlavning eller tandbørstning. Så snart Laboratorieundersøgelserne bekræfter, at vandet er rent, vil vandforsyningen blive genåbnet
For borgere med private vandtanke gælder følgende:
Vand der er fyldt i private vandtanke før den 11/9 er ikke forurenet, og kan bruges som normalt.
Hvis vandet i private vandtanke er påfyldt efter d. 11/9 må det bruges til
- tøjvask
- håndvask
- rengøring
- toiletskyl
Dette vand er ikke egnet til drikkevand, direkte i madlavning, til personlig hygiejne eller tandbørstning.
Nukissiorfiit oplyser videre at kan man hente drikkevand ved seks steder i alt: Nukissiorfiits Kundekontor, Sygehuset, Alderdomshjemmet, Nasiffissuaq, Den ny bydel og ved Heliporten
Nukissiorfiit arbejder stadig hårdt på at genetablere den normale vandforsyning.
Har man spørgsmål til forsyningssituationen kan man kontakte Nukissiorfiit på 801150. Har man mistanke om at man har fået sundhedsproblemer, som følge af udsættelse for forurenet drikkevand eller har sundhedsfaglige spørgsmål kan man kontakte Uummannaq sundhedscenter på 95 12 11.