Varsel: Tsunami registreret i Nationalparken

Myndighederne har registreret en tsunami i Nationalparken tæt ved Ella Ø i weekenden, og risiko for yderligere aktivitet kan ikke afvises.

Offentliggjort

Selvstyret har onsdag aften udsendt et varsel vedrørende færden i fjordsystemerne omkring Ella Ø i Nationalparken i Nord- og Østgrønland.

- Dette gælder særligt de fartøjer og krydstogtskibe, som har planlagte ruter i området, står der i meddelelsen fra Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø og Grønlands Politi.

Varslet kommer, fordi der er registreret en mindre tsunami i området i weekenden, samt et seismisk signal på, hvad der svarer til et jordskælv på 3,4 på Richterskalaen

Risiko for yderligere aktivitet

- Rystelserne fra hændelsen forventes at kunne have påvirket det omkringliggende terræn, hvilket betyder, at risikoen for yderligere aktivitet ikke kan afvises, skriver myndighederne.

Myndighederne anbefaler, at krydstogtindustrien udviser forsigtighed i området, og indregner risikoen for yderligere hændelser, når sejlplaner tilrettelægges.

- Det skal i forlængelse heraf frarådes, at passagerer og besætningsmedlemmer går i land. Arktisk Kommando er ligeledes underrettet om hændelsen og har blandt andet bistået med visuel dokumentation fra området, skriver myndighederne.

Opløbshøjde på 30 til 50 meter

Myndighederne er ved at undersøge årsagen til tsunamien nærmere. Ifølge meddelelsen tyder de første undersøgelser på, at den såkaldte opløbshøjde i nærheden af epicenteret (hændelsen) har været op mod 30 til 50 meter:

- Hvilket betyder, at der er registreret vandmængder, der er gået op til 50 meter ind i terrænet i dele af fjord-systemet, skriver myndighederne.

Hændelsen er registreret af GEUS tæt ved Ella Ø lørdag formiddag.

Powered by Labrador CMS