Vanopslagh: Lad grønlandske og færøske mandater tale på modersmål

LA-leder Alex Vanopslagh mener, at det skal være muligt at tale på sit modersmål i Folketingssalen.

Det vakte fredag en vis utilfredshed i Folketingssalen, da Aki-Matilda Høegh-Dam valgte at tale grønlandsk. Men det bør være muligt for de grønlandske og færøske folketingsmedlemmer at tale på deres modersmål, mener Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh. (Arkivfoto).

Partileder Alex Vanopslagh (LA) vil lade de grønlandske og færøske mandater i Folketinget tale på deres modersmål i Folketingssalen.

Det skriver han lørdag på Facebook, efter at det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam fredag valgte at gøre netop dette, selv om hun taler flydende dansk.

- Hele diskussionen bør medføre, at vi giver de grønlandske og færøske mandater af Folketinget mulighed for at holde taler i Folketingssalen på deres modersmål med simultantolkning til dansk for alle os andre, der ikke taler hverken grønlandsk eller færøsk.

- Det er to nationer med eget sprog, som er med i vores rigsfællesskab, og deres MF'ere (medlemmer af Folketinget, red.) skal også kunne tale til deres vælgere på deres eget sprog i Folketingssalen, skriver Alex Vanopslagh.

Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) er født i Danmark og plejer at tale dansk i Folketingssalen.

Fredag valgte hun stort set kun at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol i en debat om rigsfællesskabet.

Hun svarede også på grønlandsk, når andre folketingsmedlemmer stillede hende spørgsmål.

SF's Karsten Hønge fik nok under debatten, hvor blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) var til stede i salen.

- Jeg vil ikke være statist i det, der foregår, bare fordi det skal bruges i grønlandske medier, sagde Karsten Hønge.

Han konstaterede, efter at have modtaget et svar på grønlandsk, at "det er en lidt vanskelig dialog, den her".

Karsten Hønge afstod derfor fra yderligere spørgsmål til Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tingsekretær Erling Bonnesen (V), som sad i formandsstolen under seancen, opfordrede Aki-Matilda Høegh-Dam til også at sige det, hun sagde på grønlandsk, på dansk, så de øvrige folketingsmedlemmer kunne forstå, hvad hun sagde. Det afviste hun.

Alex Vanopslagh understreger i sit Facebook-opslag, at han ikke bakker op om Aki-Matilda Høegh-Dams måde at italesætte problematikken på.

- Jeg forstår ikke, hvorfor Aki-Matilda Høegh-Dam gjorde en scene ud af det i stedet for blot at forelægge et ønske om fremtidig simultantolkning for Folketingets ledelse, skriver han.

- Hendes fremgangsmåde er jo ikke ligefrem gavnlig for at opnå dialog og forståelse - det har derimod virket provokerende på mange.

- Men den efter min mening konfrontatoriske og barnlige stil skal ikke skygge for, at jeg har respekt og forståelse for det, hvis grønlandske eller færøske MF'ere ønsker at tale på deres modersmål.

- Det giver mulighed for, at de også kan tale bedst muligt til deres landsmænd, grønlænderne og færingerne, som er med i vores rigsfællesskab, skriver Alex Vanopslagh.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS