Gå til hovedindhold

Vandreruter afmærkes

Vandreturismen i Sydgrønland får endnu bedre forhold, når to yndede vandreruter bliver afmærket.

Danske fjeldvandrere flyver lørdag til Sydgrønland, hvor de sammen med lokale medhjælpere skal afmærke to vandreruter. Det kan for alvor åbne op for vandreturismen i Grønland, mener folkene bag afmærkningen.

Det er to arbejdshold fra Dansk Fjeldvandrerklub og foreningen Qatanngut, der skal afmærke vandreruterne. Formålet er at gøre det muligt, også for mindre trænede rygsæk-turister, at finde vej i den grønlandske ødemark.

Afmærkningen af vandreruterne vil ske ved bygning af stenvarder og med markering med rød maling på sten og fjeldsider, sådan som det f.eks. er gjort mange steder i de norske fjelde, oplyser Tina Norup og Frank Dahlgaard fra Dansk Fjeldvandrerklub og Qatanngut.

Afmærkningen sker i samarbejde med arbejdsløse under ledelse af den lokale naturvejleder Christian Isaksen.

Varder skal vise vej

To medlemmer fra Dansk Fjeldvandrerklub har netop gennemgået et tre-dages vardekursus hos Den Norske Turistforening i Norge, og lørdag 11. juli flyver de og fire andre danske fjeldvandrere til Sydgrønland for de næste to uger at afmærke den første rute.

Det drejer sig om en rute med udgangspunkt ikke langt fra lufthavnen i Narsarsuaq. Ruten er på ca. 50 km og går fra bygden Igaliku sydpå til Qaqortoq.

Den 25. juli flyver det andet arbejdshold af fjeldvandrere af sted. De skal deltage afmærkningen af en lidt kortere rute fra Qassiarsuk til Narsaq. De to vandreruter skaber, sammen med tre kortere bådtransporter, et sammenhængende forløb, så vandreturister i løbet af ca. 14 dage kan komme tilbage til Narsarsuaq lufthavn.

Begge ruterne vil blive udførligt beskrevet i en vandrefolder, som den sydgrønlandske kommune planlægger at udgive, når arbejdet er udført, oplyser Tina Norup og Frank Dahlgaard.

Det er Udvalget for Vandreturisme i Grønland, der sammen med Kommune Kujalleq finansierer projektet.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER