Vandkraftværk til 1,2 milliarder

Nyt vandkraftværk skal forsyne Aasiaat og Qasigiannguit med grøn energi. Det bliver dyrt. Men Jess Svane mener, det er vigtigt, at Grønland som det måske eneste land i verden satser 100 procent på grøn energi i 2030.

Ved at udvide vandkraftværket ved Buksefjorden og udnytte en sø længere oppe kan der skaffes ekstra energi til Nuuk. Den ekstra elforsyning til hovedstaden kan være med til at finansiere det nye 1,2 milliarder kr. dyre vandkraftværk ved Qasigiannguit.

Det vrimler med milliardprojekter lige nu – fra lufthavne til skole og boliger i Nuuk. Men det stopper ikke her. Et nyt stort vandkraftværk til 1,2 milliarder kroner er på tegnebrættet.

Det skriver AG.

Vandkraftværket, som skal forsyne Aasiaat og Qasigiannguit, med grøn energi bliver næst efter lufthavnene og Siorsiorfik den største enkeltinvestering i de seneste ti år.

Som det formentlig eneste land i verden satser Grønland på i år 2030 at levere 100 procent grøn energi til det offentlige el- og varmenet.

Milepæl for udviklingen

Det kommende vandkraftværk, som skal ligge omkring ti kilometer syd for Qasigiannguit, er et led i denne plan.

- Det er en milepæl for udviklingen her i landet, hvis det lykkes for os at levere så godt som 100 procent el fra vedvarende energi som vandkraft, vind og sol, siger Jess Svane, naalakkersuisoq for energi, erhverv og forskning.

Læs hele artiklen i avisen AG. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS