Valget skudt i gang med afstand og sprit

Klokken 9.00 åbnede 72 valgsteder, hvor de borgere, der ikke har brevstemt, kan afgive deres stemme.

Klar, parat, start - valget skydes her i gang i Inussivik-hallen i Nuuk.

Afstemningsstederne har slået dørene op til valget, hvor vælgerne skal forholde sig til flere stemmesedler, da der udover valget til Inatsisartut også er kommunal- og menighedsrådsvalg.

Det er uvist, hvor mange der har undladt at brevstemme, som Selvstyret i en kampagne har slået til lyd for på grund af den latente fare for at blive smittet med corona.

Afstand og håndsprit

Det er således med afstand og håndsprit, at dette års valg spænder af.

189 kandidater stiller op til Inatsisartut, og de kæmper om 31 pladser i landstinget.

Valgstederne lukker klokken 20.00, hvorefter stemmeoptællingen går i gang.

Powered by Labrador CMS