Valgdato udfordret af kommunalvalg

Falder valghammeren over mindretalskoalitionen i morgen på Vintersamlingens første dag, kan det ende med, at befolkningen skal til stemmeurnerne med få dages mellemrum.

Når et valg til Inatsisartut udskrives vil der typisk gå fem til seks uger, før selve valget kan gennemføres, og dermed er der udsigt til, at den sandsynlige valgdato vil blive tirsdag den 23. marts eller tirsdag den 30. marts.

Der findes ikke nogen formel frist på minimum seks uger, fra et valg udskrives til det skal afholdes, fastslår Bureauet for Inatsisartut.

Tæt på kommunalvalg

Men flere forhold spiller ind og sandsynliggør, at valgdagen kommer meget tæt på påskeugen og dermed påvirke den kommende kommunalvalgkamp.

Bureauet for Inatsisartut lister følgende praktiske forhold op:

  • Partierne skal indsende en liste over opstillede kandidater minimum tre uger før valgets afholdelse.
  • Derefter skal valgnævnet kontrollere, at de opstillede opfylder betingelserne for at stille op.
  • Der skal udarbejdes stemmesedler, som skal fordeles ud til alle dele af landet.

- Vi tror, at dette gør det vanskeligt at afholde et valg med en frist, som er kortere end fem til seks uger, påpeger Bureauet for Inatsisartut over for Sermitsiaq.AG.

Forberedelse

- Og partierne skal jo desuden have tid til at foreberede og afvikle valgkampen, bliver det nævnt af bureauet.

I forvejen ligger det fast, at der er kommunalvalg den 6. april – lige efter påske.

Powered by Labrador CMS