Valgbarhed: Voldssag skaber tvivl om Nikku Olsen

Nikku Olsen stiller op for Partii Naleraq, men det store spørgsmål er, om han kan sidde i Inatsisartut, hvis han får stemmer nok.

Nikku Olsen kan ikke være 100 procent sikker på at komme ind i landstinget, selv om han får stemmer nok. Det skyldes en voldssag for flere år siden.

Der er tvivl, om Nikku Olsen er valgbar eller uvalgbar. Det spørgsmål afgøres først efter valget, hvor et udvalg, som ingen kender sammensætningen af, skal træffe en beslutning.

Tidligere erklæret uvalgbar

Tilbage i 2013 blev Nikku Olsen valgt ind i Inatsisartut for Partii Inuit, men Udvalget til Valgs Prøvelse erklærede ham dengang uvalgbar på grund af en voldssag.

Nikku Olsen måtte dengang lide den tort, at han måtte overlade Inatsisartut-stolen til en anden fra partiet.

Seniorrådgiver Kent Fridberg fra Bureau for Inatsisartut forklarer, at man ikke på forhånd kan fastslå om en kandidat kan sidde i landstinget eller ej.

Omdømme-spørgsmål

- En kandidat, som ved et tidligere valg er fundet uvalgbar – ”i almindeligt omdømme uværdig til at være medlem af Inatsisartut” - ikke dermed automatisk er at anse for uvalgbar, hvis han ved et senere valg igen indvælges, oplyser seniorrådgiveren til Sermitsiaq.AG og uddyber:

- Hvis det af kriminalregisteret fremgår, at et nyindvalgt medlem er blevet endeligt dømt eller har accepteret et bødeforlæg, vil Udvalg til Valgs Prøvelse således skulle afgive indstilling til Inatsisartut om den pågældendes valgbarhed, uanset om Udvalg til Valgs Prøvelse (og Inatsisartut) tidligere har taget stilling hertil.

To forhold kan spille ind

Kent Fridberg påpeger, at udvalget i forbindelse med en ny vurdering kunne inddrage følgende to forhold:

  • Hvor lang årrække er der gået siden lovovertrædelsen er begået
  • Har sagen været almindeligt kendt blandt vælgerne, forud for deres stemmeafgivelse

- Det er således ikke udelukket, at en person, som tidligere er blevet erklæret uvalgbar på grundlag af en dom eller bødevedtagelse ved et senere valg erklæres valgbar. Det har man i Danmark set med for eksempel Mogens Glistrup, som mistede sin valgbarhed efter i 1983 at være blevet idømt fængselsstraf for skattesvindel, men som ved et folketingsvalg 4 år senere blev erklæret valgbar, oplyser Kent Fridberg, der understreger, at han ikke forholder sig til den konkrete sag med Nikku Olsen.

Hvem sidder i udvalget?

Det er uvist, hvem der kommer til at sidde i Udvalget til Valgs Prøvelse, som skal have første møde senest 45 dage efter valget den 24. april. I forretningsordenen for Inatsisartut er det fastlagt, at det er aldersformanden, som skal udpege yderligere fire medlemmer til udvalget.

Aldersformanden er det medlem af Inatsisartut, som har siddet længst i Inatsisartut, og hvis der er flere, som har siddet i lige lang tid, så er det den ældste, som bliver formand for Udvalg til Valgs Prøvelse.

Powered by Labrador CMS