Valganalyse: Grønland i smørhullet

IA’eren Aaja Chemnitz og Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam vinder en periode mere i Folketinget. Valgresultatet giver Grønland store muligheder.

Slut med at være side om side på valgplakater. Nu bør Aaja Chemnitz og Aki-Matilda Høegh-Dam også finde sammen i et politisk samarbejde i forbindelse med den danske regeringsdannelse. Foto: Ritzau/Scanpix

Valgkampen er slut. Dramaet er begyndt.

I Danmark bød folketingsvalget på et højdramatisk forløb, der i sidste ende sikrede statsminister Mette Frederiksen et rødt flertal. Det er muligt med de tre røde nordatlantiske mandater fra Grønland og Færøerne, der nu kommer til at spille en central rolle, hvis Socialdemokratiet ikke går efter en regeringsdannelse henover midten, og hvis de radikale ikke lader sig lokke til borgerligt samarbejde.

Som de fleste politiske iagttagere have forventet, blev det til genvalg for Aaja Chemnitz (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut). Ingen af de 13 øvrige grønlandske folketingskandidater, heriblandt markante, politiske profiler som Naleraqs Hans Enoksen og Demokraternes Anna Wangenheim, kom i nærheden af en plads i det danske parlament.

Det til trods for en ihærdig valgkamp. Valget cementerede, at IA og Siumut har indtaget og befæstet Christiansborg solidt. De borgerlige vælgere må fortsat drømme sig mere end 13 år tilbage, hvor Atassut var Grønlands liberale stemme på Borgen.

Kan få afgørende mandater

De genvalgte folketingspolitikere står i en ønskesituation. Nok er det usikkert, om statsminister Mette Frederiksen forsøger at fortsætte med en rød regering eller en bred koalition med deltagelse af blå partier, som hun inden valget argumenterede for. Det bliver afgjort de kommende dage. Men mulighederne er åbenlyse.

I det første scenarie får Aaja Chemnitz og Aki-Matilda Høegh-Dam med deres udslagsgivende mandater optimal mulighed for at forhandle en politisk aftale på plads. De politiske perspektiver er mangfoldige. Politik er ikke blødt brød og te.

Danmark er plastret til med motorveje, der er resultatet af regeringsdannelser. Der skal gås til stålet. Mette Frederiksen sagde eksempelvis under valgkampen, at hun ikke så problemer med en hjælpende hånd til Grønland inden for blandt andet det udsultede sundhedsvæsen, selv om det er et hjemtaget ansvarsområde.

Skal stå sammen i forhandlingerne

Vælger Mette Frederiksen at inddrage de borgerlige partier i en regering, bliver det formentlig med Moderaterne, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen står i spidsen for. Løkkes politiske dna er et samarbejde på tværs af midten. Hans politiske troværdighed står på spil, hvis hans politiske mission forsvinder i et rent rødt flertal. Valgresultatet kan måske føre til et vildt kursskifte i dansk blok-politik. Men her bliver krystalkuglen mat. Lars Løkke Rasmussen er dog en politiker, der traditionelt er Grønland venligt stemt.

Chancen for det bedst mulige resultat beror uanset hvad på, om de to folketingspolitikere - der begge er tipoldebørn af præsten Jens Palasinnguakkuluk og Ann Marie Chemnitz - kan finde sammen om et fælles og loyalt forhandlingsudspil. Desværre er samarbejde ikke en udpræget disciplin for de to politikere. Det skal der laves om på, ellers risikerer Grønland at blive sin egen værste fjende. Det er tid til at vise politisk modenhed.

Powered by Labrador CMS