Valg i USA: Debat mellem Trump og Biden er et historisk lavpunkt

En uset grim debat kommer næppe til at rykke det store frem mod præsidentvalget i november, spår USA-kender.

Der er absolut ingen respekt mellem demokratiske Joe Biden og præsident Donald Trump, og taberne er de amerikanske vælgere.

Det vurderer Anders Agner Pedersen, chefredaktør for Kongressen.com, efter den første tv-debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater, der fandt sted natten til onsdag dansk tid.

Under debatten blev Trump ved med at afbryde Joe Biden, som skød igen og blandt andet kaldte Trump "en klovn", "racist" og "den værste præsident, USA nogensinde har haft".

- Min forventning var, inden den her debat startede, at det ville blive grimt, tåkrummende og møgbeskidt. Og det blev det også, siger han.

- Det var virkelig, virkelig ikke kønt at være vidne til. Jeg synes, det vil være rigtigt at betegne debatten som et lavpunkt i tv-historien for amerikanske præsidentkandidater.

Trump skal indhente Biden

Den umiddelbare vurdering fra Anders Agner Pedersen er, at debatten ikke ændrer på "dynamikken i valgkampen".

- Det er stadig Biden, der fører, og Trump, der skal prøve at indhente ham, og det er der ikke blevet lavet om på. Først og fremmest vil folk sidde og tage sig til hovederne ude i de amerikanske stuer, siger han.

Politisk forsøgte Biden at dreje debatten over på spørgsmålet om Trumps coronahåndtering.

Her vurderer demokraten ifølge Anders Agner Pedersen, at der kan være stemmer at hente, blandt andet fordi USA har registreret klart flest dødsfald på verdensplan. Det lykkedes også flere gange i løbet af debatten at få præsidenten i defensiven på det punkt.

Trump forsøgte på den anden side at få debatten til at handle om et af sine hovedbudskaber - nemlig "lov og orden" og behovet for at slå hårdt ned på blandt andet de uroligheder, som flere gange er opstået i forbindelse med Black Lives Matter-protester.

Flytter ingen stemmer

Dybest set endte de to kandidater dog med at tale til folk, der allerede er overbeviste.

- Det er næppe, fordi tv-debatten vil flytte mange stemmer henover midten, siger Anders Agner Pedersen.

De næste to debatter finder sted 15. og 22. oktober, og her har USA-kenderen ikke meget håb for, at niveauet bliver hævet væsentligt.

Moderator Chris Wallace var på mange måder kommet på en "umulig opgave", da præsidenten havde valgt en klar taktik om ikke at holde sig til de gængse debatregler.

- Det var tydeligt, at han prøvede at intimidere Biden ved hele tiden at afbryde ham og trigge ham, siger chefredaktøren.

- Det lykkedes dog ikke ret godt bortset fra nogle enkelte gange, hvor Biden så ud til at være tæt på at miste besindelsen.

Powered by Labrador CMS